Lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985 om søloven, som senest ændret ved løgtingslóg nr. 165 af 21. december 2001

For at et skib kan anses som dansk og sejle under dansk flag, må dets ejer være dansk. Stk. 2. Som dansk ejer anses: a. Danske statsborgere, b. Danske statsinstitutioner og kommuner, c. Stiftelser og foreninger, hvis ledelse udelukkende består af danske statsborgere, der er bosat her i riget, d. Partrederier, hvoraf mindst to tredjedele ejes af danske statsborgere, og hvis bestyrende reder er dansk og har bopæl her i riget, e. Aktieselskaber og andre selskaber med begrænset ansvar, der har valgt en bestyrelse, når mindst to tredjedele af denne består af danske statsborgere, der er bosat her i riget, f. Andre selskaber, hvori mindst to tredjedele af deltagerne er danske statsborgere, der er bosat her i riget. Såfremt stiftelser, foreninger eller selskaber er deltagere i partrederier eller i de i litra f. nævnte selskaber, må hver deltager opfylde betingelserne for at kunne anses som dansk ejer.

Danske skibe skal registreres og forsynes med nationalitetsbeviser efter de særlige regler, som er fastsat herom.

Ved registreringen tildeles der skibe kendingsbogstaver, der tillige tjener som registreringsbogstaver. Kendingsbogstaverne indhugges i skibet, og må ikke forandres eller fjernes. Ved udslettelse af skibet udhugges bogstaverne.

Danske skibe skal have hjemsted i en havn i riget. Navn og hjemsted skal angives på skibet.

Udgået.

Som uistandsætteligt i denne lovs betydning anses et skib ikke alene, når det ved lovlig besigtigelse skønnes, at dets istandsættelse enten overhovedet ikke kan udføres eller i alt fald ikke dér, hvor skibet befinder sig, eller på noget andet sted, hvor det kan bringes hen, men også, når det på samme måde skønnes, at skibet ikke er istandsættelse værd. Andet kapitel §§ 7-38. Udgået. Tredje kapitel Om partrederi

Bestemmelserne i dette kapitel kan med undtagelse af §§ 41-43 og § 53, stk. 2, fraviges ved aftale.

Ejes et skib af partredere, hæfter hver af disse kun i forhold til sin andel i skibet for rederiets forpligtelser.

For et skib, som ejes af partredere, skal der vælges en bestyrende reder. Stk. 2. Som bestyrende reder kan vælges en person, et aktieselskab eller et ansvarligt selskab, der opfylder de i § 1, stk. 2, henholdsvis litra a, e og f, fastsatte betingelser.

I forhold til tredjemand er den bestyrende reder i kraft af sin stilling berettiget til at afslutte alle retshandler, som en rederivirksomhed sædvanligt fører med sig. Han kan således antage og afskedige skibsføreren og meddele ham forskrifter, tegne sædvanlige forsikringer og modtage penge, der betales af rederiet. Den bestyrende reder kan ikke uden særlig bemyndigelse sælge eller pantsætte skibet eller bortfragte skibet for mere end et år.

Den bestyrende reder kan sagsøge i partrederiets anliggender og kan sagsøges på dettes vegne. Stk. 2. Er der ikke valgt en bestyrende reder kan enhver af partrederne sagsøges på rederiets vegne. Sagen kan anlægges ved sagsøgtes hjemting eller ved den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted.

Den bestyrende reder skal på hensigtsmæssig måde holde partrederne underrettet om partrederiets anliggender og bør rådføre sig med dem om alle vigtige spørgsmål.

Når partrederne skal træffe beslutning, indkaldes de til møde med passende varsel, i almindelighed mindst en uge. Indkaldelsen sendes i anbefalet brev eller telegram til en partreders sidste kendte adresse. Såfremt en sag er af så hastende karakter, at afholdelse af møde med behørigt varsel ikke kan nås, kan partrederne træffe beslutning på anden måde. Stk. 2. Hvis en af partrederne begærer det, skal der føres protokol over forhandlingerne og beslutningerne på mødet. Protokollen opbevares af den bestyrende reder. Enhver partreder har ret til at blive bekendt med protokollens indhold og tage afskrift af denne. Stk. 3. En partreder kan møde ved fuldmægtig eller tilkendegive sit standpunkt skriftligt. Den bestyrende reder skal underrette partredere, der ikke var repræsenteret på mødet, om de trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde.

Ved afstemning gælder som beslutning, hvad der vedtages af den eller de partredere, som ejer mere end en halvpart i skibet. Ved valg af bestyrende reder er det tilstrækkeligt, at den eller de partredere, som ejer halvparten i skibet, stemmer for den pågældende. Har to forslag fået lige mange stemmer, afgøres valget ved lodtrækning. For beslutning om opløsning af partrederiet gælder § 54. Stk. 2. Beslutninger, som er i strid med rederikontraktens indhold eller ligger udenfor rederiets øjemed, er ikke gyldige, medmindre samtlige partredere er enige.

Den bestyrende reder kan til enhver tid afsættes ved beslutning af partredere, der ejer mere end en halvpart i skibet. Ejer han selv halvparten eller mere, kan retten i den kreds, hvor den bestyrende reder har bopæl, efter begæring af en partreder afsætte ham ved kendelse, hvis der findes rimelig grund dertil og beskikke en midlertidig bestyrende reder.

Den bestyrende reder skal føre særskilt regnskab over sin forvaltning af partrederiets anliggender. Han skal aflægge regnskab for hvert kalenderår inden 2 måneder efter kalenderårets udløb. Regnskabet skal sendes til partrederne. Enhver partreder har adgang til regnskabsbøger og bilag. Stk. 2. For så vidt det ikke gøres gældende at den bestyrende reder har handlet svigagtigt, skal indsigelser fremsendes inden 6 måneder efter, at regnskabet er fremsendt.

Enhver partreder skal yde bidrag til dækning af udgifterne ved rederivirksomheden i forhold til hans part i skibet. Undlader en partreder efter påkrav at betale sit bidrag, og lægges beløbet ud af den bestyrende reder eller af en medreder, skal den bidragspligtige partreder betale rente af beløbet. Renten udgør den til Danmarks Nationalbanks diskonto til enhver tid svarende rente med tillæg af 4 pct. p.a., dog mindst 6 pct. p.a. Stk. 2. Kreditor har panteret i den del af virksomhedens udbytte, der tilfalder den bidragspligtige, og kan kræve det udbetalt til sig i det omfang, det er nødvendigt til dækning af hans krav.

Vinding og tab ved rederivirksomheden fordeles på partrederne i forhold til deres part i skibet. Stk. 2. Foreligger der efter aflagt rederiregnskab et overskud, skal det udbetales til partrederne, for så vidt der ikke er nødvendig brug derfor i rederivirksomheden.

Den bestyrende reder og medrederne skal straks have underretning om overgang af en skibspart. Sker overgangen ved aftale med partrederen, skal han give meddelelse herom. I andre tilfælde skal meddelelse gives af erhververen.

Ved overgang af skibsparter har medrederne forkøbsret, medmindre overgangen sker ved offentlig auktion, herunder tvangsauktion, eller til partrederens ægtefælle eller en livsarving. Stk. 2. I de tilfælde, hvor medrederne har forkøbsret, skal overdrageren på forhånd give dem meddelelse om vilkårene for en eventuel overdragelse af parten. Sker overgangen ved arv eller retsforfølgning, skal meddelelse gives af skifteretten, arvingerne eller kreditorerne. Sker overgangen ved arv eller gave, fastsættes købesummen for medrederne til skibspartens værdi. Stk. 3. Medrederne skal gøre forkøbsretten gældende inden 14 dage efter, at meddelelsen er kommet frem. Ønsker flere medredere at gøre forkøbsretten gældende, udøves forkøbsretten i forhold til deres parter i skibet. Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 gælder ikke partrederier, der er oprettet før 1. januar 1973.

Når en partreders skibspart overgår til en anden, frigøres partrederen ikke derved for ansvar over for medrederne for de forpligtelser, som påhvilede rederiet ved overgangen, før medrederne er underrettet i medfør af § 51. Ved overgangen af en skibspart indtræder erhververen over for medrederne i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser. Erhververen er bundet af de tidligere trufne beslutninger. Medrederne kan overfor erhververen modregne fordringer, som de efter rederiforholdet har på den tidligere ejer, såfremt erhververens krav hidrører fra rederiforholdet. Stk. 2. Partrederiets fordringshavere kan for så vidt angår forpligtelser, som påhvilede rederiet ved overgangen, alene holde den tidligere partreder ansvarlig. For rederiforpligtelser, der er stiftet efter overgangen, er kun erhververen ansvarlig. Er overgangen ikke anmeldt til skibsregistreret, er dog også den tidligere partreder ansvarlig over for tredjemand, der har indgået aftale med rederiet uden at kende eller burde kende overgangen.

Den eller de partredere, som ejer mere end en halvpart i skibet, kan beslutte partrederiets opløsning. Endvidere kan en partreder med 6 måneders skriftligt varsel til medrederne kræve rederiet opløst. Stk. 2. Enhver af partrederne kan uden varsel forlange rederiet opløst: 1. når skibet uden hans skyld eller samtykke mister retten til at føre dansk flag og denne ret ikke generhverves ved udløsning ifølge stk. 3; 2. når den bestyrende reder er blevet afskediget i medfør af § 47, 2. pkt.; 3. når en medreders bo er taget under konkursbehandling, når han har standset sine betalinger eller har erklæret sig ude af stand til at opfylde sine forpligtelser; 4. når hans ret er blevet krænket ved væsentlig misligholdelse af rederikontrakten eller i øvrigt ved den måde, hvorpå rederiets anliggender forvaltes. Stk. 3. En partreder har, når krav om opløsning af rederiet er rejst, ret til at udløse den eller de medredere, der har begæret opløsning i medfør af stk. 1, eller som har bevirket, at et af de i stk. 2, nr. 1-4, nævnte forhold er indtruffet. Ønsker flere medredere at gøre udløsningsret gældende, udøves denne i forhold til deres parter i skibet. Stk. 4. Opnås ikke enighed om udløsningssummen, skal denne fastsættes af skønsmænd, som udmeldes af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted. Skønsmændenes vurdering kan indbringes for retten. Sag skal anlægges inden 3 måneder efter modtagelsen af skønsmændenes erklæring. Stk. 5. Reglen i stk. 1, 2. pkt., gælder ikke partrederier, der er oprettet før 1. januar 1973.

Opløses partrederiet sælges skibet ved offentlig auktion. I tilfælde af uenighed om, hvor skibet skal sælges, eller om betingelserne for salget, træffes afgørelsen af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted.

En partreder, der ejer mere end halvparten i skibet, har ret til at overtage dets førelse. Er der uenighed om lønningsvilkårene, træffer den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted, afgørelsen. Stk. 2. En skibsfører, der ejer mere end en halvpart i skibet, kan efter anmodning fra en medreder afsættes af den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted, såfremt der findes rimelig grund dertil.

Udgået. Fjerde kapitel Om skibsføreren

Skibsføreren skal, inden rejsen begynder, sørge for, at skibet er i sødygtig stand, herunder at det er tilstrækkeligt bemandet, provianteret og udrustet og i forsvarlig stand til modtagelse, befordring og opbevaring af ladningen. Han skal påse, at ladningen bliver behørigt stuvet, at skibet ikke bliver overlastet og at dets stabilitet er betryggende, ligesom han skal påse, at lugerne bliver forsvarligt lukket og skalket, medmindre forholdene tillader andet. Stk. 2. Under rejsen skal skibsføreren gøre, hvad der står i hans magt for at holde skibet i sødygtig stand. Er skibet grundstødt, eller er der i øvrigt sket noget, der kan antages at have medført skade, skal skibsføreren undersøge, om skibet stadig er sødygtigt.

Skibsføreren skal sørge for, at skibet navigeres og behandles på en måde, som er foreneligt med godt sømandskab. Stk. 2. Skibsføreren skal, så vidt muligt på forhånd gøre sig bekendt med de påbud og forskrifter, der gælder for skibsfarten i de farvande, skibet besejler og på de steder, som skibet anløber.

Det påhviler skibsføreren at drage omsorg for, at skibsbøger føres i det omfang, der er foreskrevet, jfr. § 300, stk. 1. Bøgerne føres under hans tilsyn. Stk. 2. Skibsføreren skal om bord have alle fornødne skibspapirer samt et eksemplar af denne lov og af de i henhold dertil udstedte forskrifter. Industriministeren kan foreskrive, hvilke andre love og forskrifter vedrørende skibsfarten der skal findes om bord.

Skibsføreren skal sørge for, at lastning og losning foretages og rejsen udføres med tilbørlig hurtighed. Før skibsføreren indlader sig på bjærgning af skib eller gods, skal han nøje overveje, om dette er foreneligt med hans pligter over for dem, hvis tarv han skal varetage.

Kommer skibet i havsnød, skal skibsføreren gøre alt, hvad der står i hans magt, for at redde de ombordværende og bevare skib og ladning. Han skal sørge for at skibsbøgerne og skibspapirerne om nødvendigt bliver bragt i sikkerhed. Han skal endvidere så vidt muligt drage omsorg for bjærgning af skib og ladning. Medmindre der er alvorlig fare for hans eget liv, må han ikke forlade skibet, så længe der er rimelig udsigt til dets redning.

Forlader skibsføreren skibet, skal han give den øverste tilstedeværende styrmand eller, hvis ingen styrmand er til stede, en anden af mandskabet fornøden underretning og ordre. Stk. 2. Når skibet ikke er fortøjet i havn eller til ankers på sikker ankerplads, må skibsføreren ikke være borte fra skibet, medmindre det er nødvendigt. Det samme gælder i situationer, der frembyder fare. Stk. 3. Dør skibsføreren, eller bliver han på grund af sygdom eller anden tvingende årsag ude af stand til at føre skibet, eller forlader han tjenesten, træder den øverste styrmand i hans sted, indtil ny fører er tiltrådt. Rederen skal i disse tilfælde straks underrettes om det skete.

Skibsføreren har fuldmagt til på rederens vegne at indgå aftaler angående bevaring af skibet eller udførelse af rejsen eller om på rejsen at medtage gods og, hvis skibet er indrettet dertil, passagerer samt til at optræde som sagsøger i sager, der angår skibet. Stk. 2. Udkræves der penge til de i stk. 1 nævnte formål, og kan rederens ordre ikke afventes, skal skibsføreren søge pengene tilvejebragt på bedste måde. Skibsføreren kan efter omstændighederne optage lån eller pantsætte eller sælge af rederens gods eller i nødsfald af ladningen. Har det været unødvendigt at foretage en sådan disposition, er denne dog bindende for rederen, hvis tredjemand var i god tro. Stk. 3. Skibsføreren skal til stadighed holde rederen underrettet om skibets tilstand, rejsens forløb, indgåede aftaler og enhver anden begivenhed, som kan være af interesse for rederen. I alle vigtige anliggender skal han, for så vidt omstændighederne tillader det, indhente ordre fra rederen selv eller den, til hvem denne har henvist ham.

Skibsføreren skal under rejsen drage omsorg for ladningen og i det hele varetage ladningsejerens tarv. I dette øjemed kan han uden særlig fuldmagt indgå aftaler og optræde som sagsøger på ladningsejerens vegne efter de regler, der gælder for bortfragteren, jfr. §§ 102-104.

Skibsføreren hæfter ikke personlig for de forpligtelser, som han i denne egenskab indgår på reders eller ladningsejers vegne.

Skibsføreren er pligtig at erstatte skade, som han ved fejl eller forsømmelse i tjenesten forvolder reder, ladningsejer eller andre.

Skibsføreren har pligt til at aflægge regnskab, så ofte rederen forlanger det. Vil rederen gøre indsigelse mod regnskabet, må dette ske inden 6 måneder efter regnskabets modtagelse. Indsigelse kan dog rejses efter fristens udløb, såfremt skibsføreren har handlet svigagtigt. Stk. 2. I regnskabet skal skibsføreren godskrive rederiet enhver særskilt godtgørelse, som han har modtaget af befragter, ladningsejer, leverandør eller andre, med hvem han i sin egenskab af skibsfører har haft at gøre.

Uden rederens tilladelse må skibsføreren ikke medtage varer til salg for egen eller andres regning. Gør han det, er han pligtig at betale fragt og erstatte forvoldt skade.

I det omfang og på de vilkår, som industriministeren fastsætter, skal skibsføreren medtage danske søfarende, som har krav på fri hjemrejse efter sømandslovens § 8, eller for hvis hjemrejse en dansk konsul eller myndighederne i Grønland skal sørge. Han skal uden betaling medtage afdøde danske søfarendes aske og efterladte ejendele, for så vidt det kan ske uden ulempe. Stk. 2. Under forudsætning af gensidighed kan industriministeren udvide disse bestemmelser til at gælde også for fremmede søfarende, deres aske og ejendele. Femte kapitel Om befordring af gods I. Indledende bestemmelser

Ved „bortfragter“ forstås i dette kapitel den, der ved aftale påtager sig befordring af gods med skib for en anden, befragteren. Bortfragteren kan være reder, befragter (underbortfragter) eller anden. Stk. 2. Rejsebefragtning foreligger, hvor fragten skal betales pr. rejse, tidsbefragtning, hvor fragten skal betales pr. tidsenhed. Stk. 3. Rejsebefragtning kan være helbefragtning, delbefragtning eller stykgodsbefragtning. Delbefragtning foreligger, når aftalen omfatter mindre end et helt skib eller en fuld ladning og der benyttes certeparti.

Med undtagelse af, hvad der følger af §§ 168 og 169, kommer bestemmelserne i dette kapitel kun til anvendelse, såfremt andet ikke er aftalt eller følger af sædvane. Stk. 2. Dette kapitel finder ikke anvendelse, såfremt befordringen er underkastet international konvention om befordring med andet transportmiddel.

Angår fragtaftalen et bestemt skib, kan bortfragteren ikke opfylde aftalen med et andet skib.

Angår fragtaftalen et helt skib eller en fuld ladning, kan bortfragteren ikke medtage gods for andre end befragteren.

Overdrager befragteren sine rettigheder efter fragtaftalen til en anden, eller udnytter han fragtaftalen ved underbortfragtning, vedbliver han at være ansvarlig for, at aftalen opfyldes. II. Rejsebefragtning

Bortfragteren skal med tilbørlig omhu sørge for, at skibet er sødygtigt, herunder, at det er tilstrækkeligt bemandet, provianteret og udrustet, og at lastrum, køle- og fryserum og alle andre dele af skibet, hvor gods lastes, er i behørig stand til modtagelse, befordring og bevaring af godset. Lasteplads

Er ikke en bestemt lasteplads vedtaget, lægges skibet på en plads, som befragteren anviser, såfremt adgangen dertil er fri, og skibet kan ligge der flot og sikkert og uden hinder kommer ud derfra med indtagen last. Stk. 2. Er anvisning ikke givet i tide, lægges skibet på sædvanlig lasteplads. Lader det sig ikke gøre, vælger bortfragteren en plads, hvor lastning med rimelighed kan foregå.

Hvad enten en bestemt lasteplads er undtaget eller ikke, kan befragteren kræve skibet forhalet fra en lasteplads til en anden mod selv at bære omkostningerne derved.

Angår fragtaftalen stykgods, kan befragteren ikke anvise lasteplads eller kræve skibet forhalet uden hjemmel i aftale eller sædvane. Lastetid

Bortfragteren er pligtig at lade skibet ligge til lastning en vis lastetid, der omfatter liggetid og overliggetid. Stk. 2. For overliggetid har bortfragteren krav på særskilt godtgørelse.

Liggetiden udgør: For skibe, der ikke har egne maskindrevne lastemidler, når nettodrægtigheden ikke er over 50 register-tons, 2 dage; når drægtigheden er over 50, men ikke over 100 tons, 4 dage; når den er over 100, men ikke over 200 tons, 5 dage; når den er over 200, men ikke over 400 tons, 6 dage; for skibe, der har egne maskindrevne lastemidler, når nettodrægtigheden ikke er over 75 register-tons, 2 dage; når drægtigheden er over 75, men ikke over 200 tons, 3 dage; når den er over 200, men ikke over 400 tons, 4 dage. Stk. 2. Har skibet større drægtighed, udgør liggetiden den tid, der ved aftalens indgåelse med rimelighed kunne påregnes at medgå til lastningen, når hensyn tages til skibets og lastens art og størrelse, lasteindretningerne om bord og i havnen og andre omstændigheder, der kan sidestilles med de nævnte. Stk. 3. Tiden regnes i arbejdsdage og arbejdstimer.

Liggetiden begynder ikke at løbe, før skibet ifølge melding er på lastepladsen og klart til at indtage last. Meldingen skal gives til befragteren eller hvis en anden er opgivet som aflader, til ham. Den kan ikke gives, før skibet er kommet til lastestedet. Stk. 2. Tiden regnes enten fra det klokkeslet, da arbejdet i havnen sædvanlig begynder om morgenen, eller fra middagshvilens slutning. I første tilfælde må meldingen være givet senest kl. 16 den foregående arbejdsdag, i sidste tilfælde senest kl. 10 samme dag. Stk. 3. Er afladeren ikke at træffe på stedet, anses meldingen for givet, når den på behørig måde er afsendt, eller hvis hans opholdssted er ukendt, kundgjort på sædvanlig måde.

Selvom skibet ikke kan lægges på lastepladsen, kan det meldes klar til lastning med den virkning, at liggetiden begynder at løbe, hvis hindringen skyldes afladerens forhold. Stk. 2. Er ikke en bestemt lasteplads vedtaget, gælder det samme, også hvis hindringen skyldes en ophobning af skibe eller lignende omstændighed, som bortfragteren ikke med rimelighed kunne tage i betragtning, da aftalen blev sluttet.

I liggetiden medregnes ophold ved forhaling af skibet, men ikke tid, der går tabt ved hindring på skibets side. Stk. 2. Er skibet på grund af en omstændighed, som bortfragteren med rimelighed kunne regne med, da aftalen blev sluttet, lagt på en lasteplads, der ikke er sædvanlig, medregnes ikke tid, der som følge deraf går tabt.

Overliggetiden udgør halvdelen af liggetiden, ved helbefragtning dog mindst 3 dage. Stk. 2. Tiden regnes i arbejdsdage og arbejdstimer, men godtgørelsen efter løbende dage og timer fra liggetidens udløb. Bestemmelserne i § 84 får tilsvarende anvendelse ved beregning af overliggetid og godtgørelse derfor.

Godgørelse for overliggetid fastsættes under hensyn til fragten og til forøgelse eller formindskelse af bortfragterens udgifter som følge af, at skibet ligger stille. Stk. 2. Godtgørelsen forfalder til betaling dag for dag. Stk. 3. Bliver ikke godtgørelsen betalt eller sikkerhed stillet, kan kravet føres på konossementet.

Er laste- og lossetid fastsat under ét, må kun så lang tid anvendes til lastning, at en rimelig del af tiden bliver tilbage til losning. Stk. 2. Godtgørelse for overliggetid kan ikke beregnes, før den samlede liggetid er udløbet.

Angår fragtaftalen stykgods, bestemmes lastetidens længde efter omstændighederne, og meldingen til afladeren skal gives med rimeligt varsel. Bestemmelserne om overliggetid kommer ikke til anvendelse. Stk. 2. I linje- eller rutefart kan melding ikke kræves. Lastning

Befragteren skal levere godset ved skibets side. Bortfragteren skal tage det om bord, sørge for underlag, garnering og andet, der er nødvendigt for stuvningen, og udføre denne. Stk. 2. Er skibet på grund af en omstændighed, som bortfragteren med rimelighed kunne regne med, da aftalen blev sluttet, lagt på en lasteplads, der ikke er sædvanlig, er bortfragteren dog pligtig at modtage godset på sædvanlig lasteplads.

Befragteren skal levere og bortfragteren indlaste godset med tilbørlig hurtighed. Stk. 2. Godset skal leveres i sådan rækkefølge og på sådan måde, at det bekvemt kan tages om bord, stuves og losses.

Gods må ikke lastes på dæk uden hjemmel i aftale eller sædvane.

Let antændeligt, eksplosivt eller andet farligt gods skal, såfremt det er muligt ved leveringen være mærket som farligt, og afladeren skal give de oplysninger, der er nødvendige til forebyggelse af skade.

Leveres der gods, som må behandles med særlig omhu, skal dette oplyses, og såfremt det er muligt, være angivet på godset. Stk. 2. Penge, værdipapirer og kostbarheder skal angives som sådanne.

Skibsføreren, styrmanden eller den, der ellers er bemyndiget dertil, skal på afladerens forlangende give kvittering for modtagelsen af godset, efterhånden som det leveres.

Bortfragteren eller skibsføreren eller den, som bortfragteren ellers har bemyndiget dertil, skal på afladerens forlangende, og når de nødvendige papirer og oplysninger foreligger, udstede modtagelseskonnossement for godset, når han har modtaget det i sin varetægt, jfr. § 151. Stk. 2. Når godset er indlastet, kan afladeren forlange, at der udstedes ombordkonnossement, der angiver, at lastning har fundet sted. Såfremt der er udfærdiget modtagelseskonnossement til afladeren, skal dette tilbageleveres, når han modtager ombordkonnossement. I stedet for udstedelse af nyt konnossement kan modtagelseskonnossementet påtegnes om navnet på det eller de skibe, som godset er blevet lastet i, og om tiden for lastningen. Efter sådan påtegning betragtes det som ombordkonnossement. Stk. 3. Medfører det ikke væsentlig ulemper, kan afladeren kræve særskilt konnossementer for de enkelte dele af godset mod at betale bortfragterens udgifter herved. Stk. 4. Udfærdiges der i henhold til fragtaftalen konnossement med andre vilkår end fastsat i aftalen, og medfører dette forøget ansvar for bortfragteren, skal befragteren holde ham skadesløs herfor.

Bliver skibet opholdt udover lastetiden, fordi afladeren ikke i tide har tilvejebragt de nødvendige papirer vedrørende godset eller givet ordre om bestemmelsessted eller anden anvisning angående rejsen, kan bortfragteren kræve godtgørelse som for overliggetid. For skade, der ikke dækkes ved denne godtgørelse, kan han kræve erstatning, medmindre det må antages, at undladelsen ikke skyldes fejl eller forsømmelse af afladeren eller nogen, han svarer for.

Har gods forårsaget tab for bortfragteren eller skade på skibet, skal befragteren betale erstatning, såfremt han selv eller nogen, han svarer for, har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelse. Stk. 2. Er skaden forårsaget af let antændeligt, eksplosivt eller andet farligt gods, der er lastet, uden at bortfragteren har kendt dets beskaffenhed, er befragteren ansvarlig for al skade, der direkte eller indirekte hidrører fra eller er en følge af, at godset er lastet, selv om der ikke foreligger fejl eller forsømmelse. Udførelse af rejsen

Rejsen skal udføres med tilbørlig hurtighed. Stk. 2. Deviation kan kun gøres for at redde menneskeliv, for at bjærge skib eller gods eller af anden rimelig grund.

Bliver skibet opholdt under rejsen, fordi ordre om bestemmelsesstedet eller anden anvisning angående rejsen ikke bliver givet i tide, får bestemmelserne i § 96 tilsvarende anvendelse.

Bortfragteren skal udrede skibsafgifter, kanalafgifter, lods- og bugserpenge og lignende omkostninger, der er forbundet med rejsen.

Bortfragteren skal anvende tilbørlig omhu med hensyn til lastningen, stuvningen, behandlingen, befordringen, bevaringen og losningen af og omsorgen for godset og skal i øvrigt varetage ejerens tarv fra modtagelsen til afleveringen af godset. Stk. 2. I tilfælde af skade på eller tab af gods af nogen betydning skal bortfragteren snarest muligt underrette ladningsejeren eller, såfremt denne ikke kan nås, afladeren.

Bortfragteren kan på ejerens vegne foretage retshandler, der angår bevaring eller viderebefordring af godset, og optræde som sagsøger i sager, der angår godset. Stk. 2. Udkræves der penge i sådant øjemed som nævnt i første stykke, kan bortfragteren optage lån eller sælge af godset. Har det været upåkrævet at indgå retshandelen, er denne dog bindende for ejeren, hvis tredjemand var i god tro. Stk. 3. Kan godset ikke opbevares eller viderebefordres uden fare for at blive ødelagt, eller væsentligt forringet, eller vil omkostningerne for ejeren ved opbevaring eller viderebefordring åbenbart blive uforholdsmæssig store, kan bortfragteren sælge godset.

Før bortfragteren træffer nogen særlig foranstaltning vedrørende godset, bør han så vidt muligt indhente forholdsordre. Uden ordre bør han ikke sælge af godset, før lovligt skøn er optaget eller sagkyndig udtalelse indhentet. Salg skal foregå ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde. Stk. 2. Ejeren bør i ethvert tilfælde underrettes om, hvad der foretages.

For bortfragterens krav på dækning for udlæg og for forpligtelser, som han indgår for ejeren, hæfter denne kun med godset. Losseplads, lossetid og losning

Med hensyn til losseplads får bestemmelserne i §§ 77-79 tilsvarende anvendelse. Hvad der er bestemt om befragteren, skal her gælde modtageren af godset. Stk. 2. Er der flere modtagere af gods, der befordres i henhold til samme fragtaftale, kan de ikke anvise losseplads eller kræve skibet forhalet, medmindre de er enige derom.

Med hensyn til lossetid får bestemmelserne i §§ 80-88 tilsvarende anvendelse. Hvad dér er bestemt om afladeren, skal her gælde modtageren.

Befragteren skal levere og modtageren tage imod godset ved skibets side. Stk. 2. Kan skibet ikke lægges på sædvanlig losseplads på grund af en omstændighed, som bortfragteren med rimelighed kunne regne med, da aftalen blev sluttet, er bortfragteren dog pligtig at levere godset på sædvanlig losseplads.

Godset skal leveres og modtages med tilbørlig hurtighed. Det skal leveres i sådan rækkefølge og på en sådan måde, at det bekvemt kan modtages.

Bliver losningen ikke fuldført i rette tid, og skyldes dette ikke hindring på skibets side, får bestemmelserne i § 96 tilsvarende anvendelse.

Er der flere modtagere af gods, der befordres i henhold til samme fragtaftale, og har en af dem betalt godtgørelse for overliggetid eller yderligere ophold, der er påløbet på grund af en anden modtagers forhold, kan han kræve beløbet erstattet af denne. Udlevering af godset

Den, der legitimerer sig som modtager, har ret til at besigtige godset, før han modtager det.

Ved at modtage godset bliver modtageren pligtig til at betale fragt og andre krav, som bortfragteren har ifølge konnossement eller andet dokument, i henhold til hvilket godset befordres.

Bortfragteren er ikke pligtig at udlevere godset, før modtageren har betalt eller deponeret de beløb, som bortfragteren kan kræve efter § 112, og andre beløb, som godset hæfter for. For bidrag til almindeligt havari gælder reglerne i § 215. Stk. 2. Deponerede beløb kan bortfragteren hæve, når godset er udleveret, hvis ikke modtageren hindrer det ved arrest eller forbud.

Undlader modtageren at opfylde vilkårene for udlevering af godset, eller forhaler han losningen, således at den ikke kan fuldføres i rette tid, har bortfragteren ret til at losse godset og oplægge det under sikker forvaring for modtagerens regning. Om oplægningen skal han underrette modtageren. Stk. 2. Nægtes modtagelse af godset, eller er modtageren ikke kendt eller ikke at træffe, skal bortfragteren så vidt muligt straks underrette afladeren. Melder modtageren sig ikke så tidligt, at losningen kan fuldføres i rette tid, skal bortfragteren losse og oplægge godset. Om oplægningen skal han underrette aflader og befragter.

I linje- og rutefart kan godset losses og oplægges under sikker forvaring for modtagerens regning, hvis han ikke modtager det, så snart det står for tur til at losses. Stk. 2. Bliver godset ikke hentet inden en rimelig tid, skal afladeren underrettes om oplægningen.

Af oplagt gods kan bortfragteren ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde sælge så meget at de krav, godset hæfter for, bliver dækket.

For fordring på befragteren, som ikke dækkes ved salget, vedbliver han at være ansvarlig. Stk. 2. Har bortfragteren udleveret godset, kan fordringen ikke gøres gældende mod befragteren, medmindre det godtgøres, at den ikke kunne være dækket ved salg af godset, eller at befragteren ville blive beriget på bortfragterens bekostning, hvis kravet faldt bort. Bortfragterens ansvar for godset

Bortfragteren er ansvarlig for tab som følge af, at godset bliver beskadiget eller går tabt eller bliver forsinket, medens det er i hans varetægt om bord eller i land, medmindre han godtgør, at fejl eller forsømmelse af ham selv eller nogen, han svarer for, ikke har forårsaget eller medvirket til tabet. Stk. 2. Bortfragteren er ikke ansvarlig, såfremt han godtgør, at tab eller skade er en følge af a. fejl eller forsømmelse i navigeringen eller behandlingen af skibet udvist af skibsfører, mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste, b. brand, medmindre den er forårsaget ved fejl eller forsømmelse af bortfragteren selv, c. farer og ulykker, der er særlige for søfarten, d. naturkatastrofer, e. krigshandlinger, f. sørøveri eller andre samfundsfjendtlige handlinger, g. beslaglæggelse eller anden indgriben af regenter, magthavere eller folk såvel som retslig beslaglæggelse, h. karantænehindringer, i. handling eller undladelse af afladeren eller godsets ejer, hans agent eller repræsentant, j. strejke, lockout eller anden standsning af eller hindring for arbejdet, uanset dens årsag og omfang, k. oprør eller borgerlige uroligheder, l. redning af menneskeliv eller bjærgning af skib eller gods eller forsøg herpå, m. godsets skjulte fejl, dets særlige beskaffenhed eller dets egenartede mangler, n. utilstrækkelig indpakning, o. utilstrækkelig eller unøjagtig mærkning, p. skjulte fejl ved skibet, der ikke kan opdages ved tilbørlig omhu. Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stk. 2 er bortfragteren dog ansvarlig for tab som følge af usødygtighed, såfremt denne er en følge af, at han selv eller nogen, han svarer for, ikke med tilbørlig omhu har sørget for, at skibet var sødygtigt ved rejsens begyndelse. Bevisbyrden for, at tilbørlig omhu er udvist, påhviler den, der gør gældende, at han er ansvarsfri. Stk. 4. Bortfragterens erstatningspligt kan nedsættes eller helt bortfalde, dersom han beviser at befragteren eller nogen, han svarer for, ved fejl eller forsømmelse har medvirket til skaden.

Er let antændeligt, eksplosivt eller andet farligt gods lastet, uden at bortfragteren har kendt dets beskaffenhed, kan han efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden pligt til at erstatte skaden på godset. Stk. 2. Selv om bortfragteren ved lastningen kendte godsets beskaffenhed, kan han uden anden pligt til at erstatte skaden, end der måtte følge af reglerne om almindeligt havari, efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre godset, såfremt der senere opstår fare for mennesker, skib eller gods, der gør det uforsvarligt at beholde godset ombord.

Erstatning efter § 118 fastsættes med udgangspunkt i værdien af gods af samme slags på den plads og det tidspunkt, hvor godset i overensstemmelse med fragtaftalen blev eller skulle have været losset. Godsets værdi skal fastsættes efter børsprisen eller i mangel heraf efter markedsprisen eller, såfremt der hverken findes en børspris eller en markedspris, efter den sædvanlige værdi af gods af samme art og kvalitet. Stk. 2. Erstatningen skal dog ikke overstige 666,67 særlige trækningsrettigheder (SDR) for hvert kollo eller anden enhed af godset eller 2 SDR pr. kilo bruttovægt af det gods, som er tabt, skadet eller forsinket, afhængig af, hvad der giver det højeste beløb. Ved særlige trækningsrettigheder forstås den i § 366 omhandlede regneenhed. Datoen for omregning skal bero på domstolslandets lovgivning. Stk. 3. Såfremt der anvendes container, pallet eller lignende transportindretning til at samle godset, skal ethvert kollo eller anden enhed, som er opført i konnossement eller andet modtagelsesbevis for befordringen som pakket i vedkommende indretning, anses som et kollo eller en enhed ved anvendelse af bestemmelserne i stk. 2. Er antallet af kolli eller enheder ikke angivet i konnossement eller modtagelsesbevis, anses transportindretningen for at udgøre kolloet eller enheden. Stk. 4. Bortfragteren og afladeren kan aftale et højere maksimumsbeløb end nævnt i stk. 2 og 3 for bortfragterens ansvar. Såfremt afladeren har givet oplysning om godsets art og værdi og oplysningen uden forbehold er optaget i konnossement eller andet modtagelsesbevis for befordringen, skal denne værdi gælde som grænse for bortfragterens ansvar, hvis dette fører til en højere ansvarsgrænse end reglerne i stk. 2 og 3. Den skal endvidere anses for at udgøre godsets værdi, hvis ikke andet bevises. Stk. 5. Bortfragteren er ikke i noget tilfælde ansvarlig for tab af eller skade på godset, såfremt afladeren svigagtigt har givet urigtige oplysninger om godsets art eller værdi i konnossementet eller andet modtagelsesbevis for befordringen. Stk. 6. Bortfragteren kan ikke påberåbe sig ansvarsbegrænsning efter denne paragraf, hvis det bevises, at han selv har forvoldt tabet eller skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

Er godset udleveret, uden at modtageren har givet bortfragteren skriftlig meddelelse om tab eller skade, som modtageren havde opdaget eller burde have opdaget, og om tabets eller skadens almindelige natur, anses alt gods for udleveret i den stand, som beskrevet i konnossementet eller andet modtagelsesbevis for befordringen, hvis ikke modbevis føres. Kunne tabet eller skaden ikke opdages, gælder det samme, hvis den skriftlige meddelelse ikke er givet senest tre dage efter udleveringen. Stk. 2. Skriftlig meddelelse kræves dog ikke, såfremt godsets tilstand er blevet undersøgt i fællesskab ved udleveringen. Stk. 3. Når skade eller tab er eller må formodes at være indtruffet, skal bortfragteren og modtageren give hinanden rimelig adgang til på bekvem måde at besigtige godset og forvisse sig om vægt, mål og stykketal.

Bestemmelserne om bortfragterens indsigelser og ansvarsbegrænsninger skal anvendes, hvad enten kravet bygger på kontraktforhold eller på ansvar uden for kontraktforhold. Stk. 2. Hvis et sådant krav rejses mod nogen, for hvem bortfragteren svarer, jfr. § 233, skal denne have ret til at benytte sig af indsigelser og ansvarsbegrænsninger, som bortfragteren kan påberåbe sig. Det samlede ansvar for bortfragteren og de nævnte personer skal ikke i noget tilfælde overstige den grænse, som fremgår af § 120. Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 kan ikke benyttes af den, om hvem det bevises, at han har forvoldt tabet eller skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

Udføres en befordring helt eller delvis af en anden end bortfragteren, forbliver denne dog ansvarlig, som om han selv havde udført hele befordringen. Bestemmelserne i dette kapitel finder herved tilsvarende anvendelse. Dette gælder også, efter at konnossement er udstedt. Stk. 2. Ved befordring, som udføres med skib, er den, som udfører befordringen, ansvarlig for sin del af befordringen efter samme bestemmelser som bortfragteren. § 122 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Bortfragteren og den, som er ansvarlig efter stk. 2, hæfter solidarisk, og det samlede ansvar kan ikke overstige de i § 120 fastsatte ansvarsgrænser. Fragt

Er ingen aftale truffet om fragtens størrelse, betales den fragt, der var gangbar på indlastningstiden. Stk. 2. Er der af gods, som fragtaftalen angår, indlastet mere end aftalt, betales for det overskydende fragt som for det aftalte gods.

For gods, der ikke er i behold ved rejsens slutning, betales ikke fragt, medmindre det er gået tabt som følge af dets egen beskaffenhed, mangler ved indpakningen eller anden fejl eller forsømmelse på afladerens side, eller bortfragteren har solgt det for ejerens regning eller har losset, uskadeliggjort eller tilintetgjort det i henhold til § 119. Stk. 2. Forudbetalt fragt skal betales tilbage, hvis bortfragteren efter disse regler ikke har krav på fragt. Forsinkelse og hindringer på bortfragterens side

Kommer skibet for sent frem til lastehavnen, eller indtræffer anden forsinkelse på bortfragterens side, kan befragteren hæve befragtningen, såfremt bortfragteren, da aftalen blev sluttet, måtte indse, at formålet med befordringen af godset ville blive væsentlig forfejlet på grund af forsinkelsen. Er bortfragteren selv skyld i forsinkelsen, kan befragteren hæve befragtningen, hvis forsinkelsen ikke er af uvæsentlig betydning. Stk. 2. Skal skibet efter fragtaftalen være lasteklart inden en bestemt tid, medfører enhver overskridelse, at befragteren kan hæve befragtningen. Stk. 3. Giver bortfragteren meddelelse om, at skibet vil komme for sent frem til lastehavnen, må befragteren, hvis han vil hæve befragtningen gøre det uden ugrundet ophold.

Har lastning fundet sted, kan befragteren ikke hæve befragtningen, for så vidt losning af godset vil medføre skade for anden befragter.

Dersom fragtaftalen gælder et bestemt skib og dette går tabt eller bliver erklæret for uistandsætteligt, er bortfragteren ikke forpligtet til at udføre befordringen.

Er en del af rejsen udført, når befragtningen hæves efter § 126, eller falder bortfragterens pligt til at udføre befordringen bort efter § 128, kan han kræve afstandsfragt for gods, der er i behold. Stk. 2. Afstandsfragt er det beløb, der bliver tilbage af den aftalte fragt, når fradrag gøres efter forholdet mellem længden af den tilbagestående rejse og længden af den aftalte rejse, således at hensyn tages også til varigheden og til særlige omkostninger ved sådanne rejser. Afstandsfragten kan dog ikke overstige godsets værdi. Stk. 3. Enhver af parterne kan kræve afstandsfragt fastsat af en dispachør. Tvist om rigtigheden af dispachørens afgørelse kan indbringes for domstolene.

Opstår der som følge af, at skibet går tabt eller bliver erklæret uistandsætteligt, eller i øvrigt som følge af forsinkelse på bortfragterens side tab, som ikke omfattes af § 118, finder bestemmelserne i § 118 tilsvarende anvendelse. Tilbagetræden og hindringer på befragterens side

Træder befragteren tilbage fra befragtningen før indlastningen er begyndt, kan bortfragteren kræve erstatning for fragttab og anden skade. Stk. 2. Erstatning kan dog ikke kræves, hvis muligheden af at levere eller befordre godset eller indføre det på bestemmelsesstedet må anses udelukket ved omstændigheder, der ikke er af sådan beskaffenhed, at befragteren, da aftalen blev sluttet, burde have taget dem i betragtning, såsom indførsels- eller udførselsforbud eller anden foranstaltning af offentlig myndighed, hændelig undergang af alt gods af den art, befragtningen angår, eller lignende, eller hvis det bestemte gods, befragtningen angår, er gået til grunde ved en ulykkeshændelse. Ville befordringen af godset medføre væsentlig ulempe for bortfragteren, kan også han træde tilbage fra befragtningen uden pligt til at betale erstatning. Den, der vil påberåbe sig en omstændighed som her nævnt, skal uden ugrundet ophold give meddelse derom. Stk. 3. Er intet gods leveret ved udløbet af lastetiden, anses befragteren at være trådt tilbage fra befragtningen.

Leverer befragteren ikke alt det gods, befragtningen angår, anses han at være trådt tilbage fra befragtningen, for så vidt angår det ikke leverede gods, og bortfragteren kan kræve erstatning for fragttab og anden skade, medmindre særlige omstændigheder som nævnt i § 131 foreligger. Stk. 2. Hvad enten erstatning kan kræves eller ikke, kan bortfragteren hæve befragtningen i dens helhed, hvis ikke på opfordring erstatning bliver betalt eller sikkerhed stillet derfor inden lastetidens udløb. Stk. 3. Hæver bortfragteren befragtningen, kan han kræve erstatning for deraf følgende fragttab og anden skade, medmindre særlige omstændigheder som nævnt i § 131 foreligger med hensyn til det manglende gods.

Har lastning fundet sted, kan tilbagetræden fra befragtningen i lastehavnen eller under rejsen ikke finde sted, for så vidt losning af godset vil medføre væsentlig ulempe for bortfragteren eller skade for anden befragter. Bestemmelserne om bortfragterens ret til erstatning og til at hæve befragtningen i dens helhed i §§ 131 og 132 får tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Bliver godset losset i mellemhavn, kan bortfragteren i ethvert tilfælde kræve afstandsfragt.

Ved fastsættelse af erstatning for fragttab og anden skade skal hensyn tages til, om bortfragteren uden rimelig grund har undladt at medtage andet gods. Stk. 2. Selv om bortfragteren ikke har krav på erstatning, skal befragteren betale påløben godtgørelse for overliggetid og yderligere ophold. Gensidig hævningsret

Viser det sig, efter at fragtaftalen er indgået, at udførelse af rejsen vil medføre fare for skibet eller godset som følge af krig, blokade, oprør, borgerlige uroligheder, sørøveri eller andet væbnet overfald, eller at faren herfor er blevet væsentligt forøget, kan såvel bortfragteren som befragteren hæve fragtaftalen uden pligt til at betale erstatning, selv om rejsen er begyndt. Den som vil hæve fragtaftalen, skal give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Undlader han dette, skal han erstatte den deraf følgende skade. Stk. 2. Kan faren afværges ved, at en del af godset bliver tilbage eller losses, kan fragtaftalen kun hæves, for så vidt angår denne del. Bortfragteren kan dog, når det ikke medfører skade for anden befragter, hæve fragtaftalen i dens helhed, medmindre på opfordring erstatning for fragttab og anden skade betales eller sikkerhed stilles derfor. Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 129 og 134, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Bliver skibet, efter at have indtaget last, på grund af en fare som nævnt i § 135 opholdt i lastehavnen eller i en havn, der anløbes under rejsen, fordeles omkostningerne ved opholdet på skib, fragt og ladning efter reglerne om almindeligt havari. Hæves befragtningen, gælder dette dog ikke omkostninger, som derefter påløber. III. Tidsbefragtning

Ved tidsbefragtning skal bortfragteren i den tid, skibet står til rådighed for befragteren, udføre de rejser, som befragteren i overensstemmelse med aftalen kræver.

Bortfragteren skal sørge for, at skibets tilstand, bemanding, proviantering og udrustning opfylder de krav, der stilles i almindelig fragtfart. Dog er han ikke pligtig at sørge for brændsel til skibets maskineri eller for vand til kedlerne.

Befragteren skal sørge for lastning, stuvning og losning. Han kan ikke kræve anden medvirkning af skibsfører og mandskab end den, der er sædvanlig ved rejsebefragtning i den pågældende fart. Betaling for overarbejde og andre særlige udgifter ved sådan medvirkning må befragteren bære. Stk. 2. Må bortfragteren erstatte ejeren beskadigelse eller tab af gods, der er en følge af lastning, stuvning eller losning og ikke skyldes pligtig medvirkning af skibsfører eller mandskab, skal befragteren holde ham skadesløs.

Udgifter ved udførelsen af rejserne der ikke påhviler bortfragteren efter foranstående bestemmelser, skal befragteren bære.

Bortfragteren er forpligtet til at udstede konnossement for indlastet gods med de vilkår for befordringen, der er sædvanlige i den pågældende fart. Pådrager han sig derved forøget ansvar, skal befragteren holde ham skadesløs.

Bortfragteren er ikke pligtig at udføre en rejse, hvorved skibet eller de ombordværende vil blive udsat for fare, som han ikke med rimelighed kunne regne med, da aftalen blev sluttet. Ej heller er han pligtig at medtage let antændeligt, eksplosivt eller andet farligt gods.

Bortfragteren er pligtig at lade skibet tiltræde ny rejse, selvom den vil medføre overskridelse af den aftalte tid, når overskridelsen ikke går ud over, hvad der må anses for rimeligt. Stk. 2. For overskridelsen betales tidsfragt som for den aftalte tid.

Tidsfragt skal betales forskudsvis for en måned af gangen. Stk. 2. Tidsfragt betales ikke for tid, der går tabt ved almindelig vedligeholdelse af skibet, ved udbedring af skade, der ikke skyldes fejl eller forsømmelse af befragteren eller nogen, han svarer for, eller i øvrigt på grund af bortfragterens forhold.

Bliver skibet borte, uden at det kan oplyses, når ulykken indtraf, skal tidsfragt betales for halvdelen af den tid, som måtte påregnes at medgå til den del af rejsen, der ifølge sidste underretning om skibet ikke var udført.

Bliver skibet for sent stillet til rådighed for befragteren, eller indtræffer anden forsinkelse på bortfragterens side, kan befragteren hæve befragtningen, såfremt bortfragteren, da aftalen blev sluttet, måtte indse, at formålet med aftalen ville blive væsentlig forfejlet på grund af forsinkelsen. Er bortfragteren selv skyld i forsinkelsen, kan befragteren hæve befragtningen, hvis forsinkelsen ikke er af uvæsentlig betydning. Stk. 2. Skal skibet efter fragtaftalen stilles til rådighed inden en bestemt tid, medfører enhver overskridelse, at befragteren kan hæve befragtningen. Stk. 3. Giver bortfragteren meddelelse om, at skibet vil blive forsinket, må befragteren, hvis han vil hæve befragtningen, gøre det uden ugrundet ophold.

For skade som følge af forsinkelse på bortfragterens side eller som følge af, at skibet går tabt eller bliver erklæret for uistandsætteligt, er bortfragteren ansvarlig, medmindre det må antages, at hverken han selv eller nogen, han svarer for, har gjort sig skyldig i fejl eller forsømmelse.

Bliver tidsfragten ikke betalt i rette tid, kan bortfragteren hæve befragtningen og kræve erstatning for fragttab og anden skade.

For skade på skibet, der skyldes fejl eller forsømmelse af befragteren eller nogen, han svarer for, har bortfragteren krav på erstatning.

Fragtens bidrag til almindeligt havari bæres af tidsbefragteren. Stk. 2. Har skibet foretaget bjærgning, tilfalder den i § 229, stk. 1, 1. punktum, nævnte godtgørelse for udgifter til brændsel, hyre og kost til skibsfører og mandskab befragteren. Den del af bjærgelønnen, der efter § 229, stk. 2, 1. punktum, tilfalder rederiet, deles lige mellem bortfragteren og befragteren. IV. Konnossement Indhold

Ved et „konnossement“ forstås et af bortfragteren eller på hans vegne underskrevet dokument, hvori det erkendes, at gods er modtaget til befordring eller indlastet, samt hvori arten og mængden heraf er angivet, forudsat at dokumentet betegnes som konnossement eller angiver, at godset kun vil blive udleveret mod dokumentets tilbagelevering. Stk. 2. Et konnossement skal angive dag og sted for udstedelsen og afladerens navn. Et modtagelseskonnossement skal angive stedet for modtagelsen af godset. Et ombordkonnossement skal angive skibets navn og nationalitet og sted for lastningen.

I konnossementet skal på afladerens forlangende optages oplysninger om: 1) godsets nærmere angivne art og dets vægt, mål eller stykketal efter afladerens skriftlige opgivelse, 2) de nødvendige identitetsmærker, således som de skriftligt opgives af afladeren før lastningen af godset begynder, dog kun for så vidt de er tydeligt anbragt på godset eller indpakningen på en sådan måde, at de under almindelige omstændigheder vil vedblive at være læselige til rejsens slutning, 3) godsets synlige tilstand, 4) for modtagelseskonnossement, dagen da godset blev modtaget, og for ombordkonnossement, dagen da lastningen blev afsluttet, 5) hvor og til hvem godset skal udleveres, og 6) fragtens størrelse og de øvrige vilkår for befordringen og udleveringen af godset. Stk. 2. Bortfragteren er dog ikke forpligtet til uden forbehold i konnossementet at optage oplysninger om godsets nærmere angivne art, mærker, vægt, mål eller stykketal, om hvis rigtighed han har rimelig grund til at tvivle, eller som han ikke har haft rimelig mulighed for at undersøge.

Afladeren er over for bortfragteren ansvarlig for rigtigheden af de angivelser om godset, der efter hans opgivelse og på hans forlangende er optaget i konnossementet.

Et konnossement kan udstedes til bestemt person, til bestemt person eller ordre, eller til ihændehaveren. Et konnossement, der er udstedt til bestemt person, anses som ordrekonnossement, hvis ikke forbehold er taget ved ordene „ikke til ordre“ eller på anden måde.

Et konnossement skal udstedes i så mange eksemplarer, som afladeren forlanger. Antallet skal angives i teksten. Udstedes der flere eksemplarer, skal de være ligelydende. Indehaverens legitimation

Den, der foreviser et konnossement og ved indholdet af dets tekst eller, for så vidt angår ordrekonnossement, ved en sammenhængende række overdragelser eller overdragelse in blanco fremtræder som ret indehaver deraf, er legitimeret som modtager af godset. Stk. 2. Omend et konnossement er udstedt i flere eksemplarer, er det på bestemmelsesstedet tilstrækkeligt, at modtageren legitimerer sig ved et eksemplar. Andetsteds end på bestemmelsesstedet må desuden de øvrige eksemplarer leveres tilbage eller sikkerhed stilles for krav, som indehaveren måtte gøre gældende mod bortfragteren.

Melder der sig flere modtagere, der legitimerer sig ved forskellige eksemplarer af konnossementet, skal godset oplægges under sikker forvaring for rette vedkommendes regning og underretning uopholdelig gives dem, der har meldt sig. 158. Modtageren kan ikke kræve godset udleveret uden at deponere konnossementet og give kvittering, efterhånden som udleveringen skrider frem. Stk. 2. Når alt godset er udleveret, skal konnossementet leveres tilbage til bortfragteren med påtegnet kvittering.

Om mortifikation af et bortkommet konnossement gælder reglerne i lovgivningen om mortifikation af værdipapirer. Godset kan kræves udleveret mod sikkerhedsstillelse for krav, som indehaveren af det bortkomne konnossement måtte gøre gældende mod bortfragteren, når offentlig indkaldelse har fundet sted eller efter særlig kendelse af retten. Retsforholdet mellem bortfragter og indehaver

I forholdet mellem bortfragter og modtager ifølge konnossement bestemmer dette vilkårene for befordring og udlevering af godset. Bestemmelser i fragtaftalen, der ikke er optaget i konnossementet, kan ikke gøres gældende over for modtageren, medmindre konnossementet henviser til dem. Stk. 2. Godtgørelse for overliggetid og for andet ophold ved lastningen kan ikke afkræves modtageren, medmindre kravet er ført på konnossementet. Er laste- og lossetid fastsat under ét, kan det ikke over for modtageren gøres gældende, at der er anvendt for lang tid til lastningen, medmindre den anvendte tid er angivet i konnossementet.

Konnossement gælder som bevis for, at bortfragteren har modtaget og lastet godset, således som det er beskrevet i konnossementet, medmindre andet bevises. Dog er modbevis ikke tilladt, når konnossementet er blevet overdraget til en tredjemand, som var i god tro. Stk. 2. Har bortfragteren vidst eller burde han have indset, at en oplysning om godset er urigtig, kan han ikke til fritagelse for ansvar påberåbe sig dens urigtighed, medmindre han i konnossementet har gjort udtrykkelig bemærkning herom. Stk. 3. Stk. 1. finder tilsvarende anvendelse, såfremt en skade på godset eller en mangel ved indpakningen ikke er angivet i konnossementet, skønt bortfragteren har eller burde have opdaget dem.

Lider tredjemand tab ved at indløse konnossementet i tillid til rigtigheden af de oplysninger, som er optaget i dette, er bortfragteren ansvarlig, såfremt han har eller burde have indset, at konnossementet på grund af disse oplysninger blev vildledende for tredjemand. § 161, stk. 2 og 3, gælder tilsvarende.

Svarer godset ikke til, hvad konnossementet indeholder derom, kan modtageren forlange, at bortfragteren skal oplyse om afladeren har udstedt indemnitetserklæring, og i så fald hvad denne går ud på. Retserhvervelse ifølge god tro

Overdrager en konnossementsindehaver eksemplarer af konnossementet til forskellige personer, får den erhverver, der i god tro har modtaget sit eksemplar først, ret til godset fremfor de andre. Har en af disse i god tro fået godset udleveret på bestemmelsesstedet, er han dog ikke pligtig at levere det fra sig.

Et bortkommet ordre- eller ihændehaverkonnossement kan ikke kræves tilbage fra den, der i god tro har erhvervet det gennem overdragelse med sådan adkomst som nævnt i § 156.

En sælgers ret til i visse tilfælde at hindre udlevering af godset til køberen eller hans bo eller til at kræve det tilbageleveret kan ikke udøves mod tredjemand, der i god tro har erhvervet et ordre- eller ihændehaverkonnossement gennem overdragelse med sådan adkomst som nævnt i § 156. Gennemgangskonnossement

Ved gennemgangskonnossement forstås et konnossement, hvori det angives, at befordringen af godset delvis skal udføres ved en anden end bortfragteren. Bestemmelserne om konnossementer finder tilsvarende anvendelse på gennemgangskonnossementer. Stk. 2. Har bortfragteren udstedt gennemgangskonnossement, og der bliver udstedt særskilt konnosement for en del af befordringen, skal bortfragteren sørge for, at det deri angives, at godset er under befordring på gennemgangskonnossement. V. Anvendelsesområde

§§ 95, 97, 98, stk. 2, 101, stk. 1, 118-123, 152, 161, 162 og 284, stk. 1, nr. 7, og stk. 2, 1. pkt., kan ikke fraviges ved aftale til skade for afladeren, befragteren eller modtageren i tilfælde, hvor dansk ret skal anvendes efter § 169. Som en sådan aftale anses forbehold om at overdrage retten til erstatning ifølge forsikringsaftale til bortfragteren og lignende forbehold. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at der optages bestemmelser om fælleshavari, jfr. § 211, i fragtaftalen, eller at der tages forbehold om indskrænkninger i bortfragterens ansvar for godset i tiden forud for lastningens begyndelse eller efter losningens afslutning eller om fritagelse for ansvar for transport af levende dyr eller af last, der i fragtaftalen er angivet som dækslast og virkelig føres på dæk. Stk. 3. Er det aftalt, eller fremgår det af omstændighederne, at befordringen af godset helt eller delvis skal udføres af en anden end bortfragteren, kan bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed for tab eller skade, der indtræffer, medens godset er i den anden fragtførers varetægt. Stk. 4. Hvis godsets usædvanlige beskaffenhed eller tilstand eller de særlige omstændigheder eller vilkår, hvorunder befordringen skal finde sted, gør det rimeligt, at der træffes aftale om indskrænkning i bortfragterens forpligtelser eller udvidelse af hans rettigheder, er aftalen gyldig, såfremt der ikke udstedes konnossement, men vilkårene optages i et modtagelsesbevis, der skal være et ikke-negotiabelt dokument og betegne sig som sådant.

Befordring i henhold til konnossement er undergivet konventionslovgivningen i den stat, hvor konnossementet er udstedt, hvis dette er en konventionsstat. Er konnossementet udstedt i en stat, der ikke er konventionsstat, men befordringen finder sted fra en konventionsstat, er befordringen undergivet denne stats konventionslovgivning. Er konnossementet udstedt i henhold til et certeparti, gælder, hvad der er fastsat i 1. og 2. pkt., kun, for så vidt konnossementet bestemmer retsforholdet mellem bortfragteren og indehaveren. Stk. 2. Befordring mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige og indenrigsfart i disse stater er undergivet konventionslovgivningen i den stat, hvorfra befordringen finder sted, uanset om konnossementet er udstedt eller omsat. Stk. 3. Befordring i henhold til konnossement til en havn her i riget eller i Finland, Norge eller Sverige fra en stat, som ikke er konventionsstat, er undergivet konventionslovgivningen på bestemmelsesstedet ifølge befordringsaftalen. Stk. 4. Ved konventionsstat forstås en stat, som har tilsluttet sig den internationale konvention af 1924 om konnossementer, som ændret ved protokol i 1968. Ved konventionslovgivning forstås de i vedkommende konventionsstat gældende lovregler, som gengiver bestemmelserne i nævnte konvention og protokol. Stk. 5. Uden hensyn til hvad der er fastsat i nærværende paragraf, kan det i konnossementet bestemmes, at befordringen skal være undergivet reglerne i nævnte konvention og protokol eller en bestemt stats konventionslovgivning.

Udgået. Sjette kapitel Om befordring af passagerer og rejsegods

Ved „bortfragter“ forstås i dette kapitel den, som erhvervsmæssigt eller mod vederlag ved aftale påtager sig befordring med skib af passagerer eller af passagerer og rejsegods. Bortfragteren kan være reder, befragter (underbortfragter) eller anden. Stk. 2. Ved „passager“ forstås den person, der befordres eller skal befordres med skib i henhold til en befordringsaftale, samt den, som med bortfragterens samtykke ledsager et køretøj eller levende dyr, som dækkes af en aftale om befordring af gods. Stk. 3. Ved „rejsegods“ forstås enhver genstand, herunder køretøj, som befordres i tilslutning til en aftale om passagerbefordring, samt værdigenstande som nævnt i § 189, stk. 2. Ved „håndbagage“ forstås rejsegods, som passageren har i sin varetægt eller i sin kahyt, eller som passageren medfører i eller på sit køretøj. Reglerne om rejsegods anvendes ikke, hvis godset befordres i henhold til et certeparti eller konnossement eller et dokument, som benyttes ved godsbefordring.

Med undtagelse af § 178 og af, hvad der følger af §§ 200 og 201, kommer bestemmelserne i dette kapitel kun til anvendelse, såfremt andet ikke er aftalt eller følger af sædvane.

Dette kapitel finder ikke anvendelse, såfremt befordringen er underkastet international konvention om befordring med andet transportmiddel.

Dersom nogen, som følger med et skib uden at være passager eller hører til besætningen, bliver dræbt eller lider tab som nævnt i §§ 188 og 189, finder bestemmelserne om indsigelser og ansvarsbegrænsning i dette kapitel tilsvarende anvendelse til fordel for enhver, imod hvem erstatningsansvar gøres gældende.

Bortfragteren skal sørge for, at skibet er sødygtigt, herunder at det er tilstrækkeligt bemandet, provianteret og udrustet og i forsvarlig stand til modtagelse og befordring af passagerer. Bortfragteren skal sørge for den sikre befordring af passageren og hans rejsegods og i øvrigt varetage passagerens tarv på forsvarlig måde. Stk. 2. Uden hjemmel i aftale eller sædvane kan bortfragteren ikke laste rejsegods på dæk. Stk. 3. Rejsen skal udføres med tilbørlig hurtighed. Deviation kan kun gøres for at redde menneskeliv, for at bjærge skib eller gods eller af anden rimelig grund.

Angår aftalen et bestemt skib, kan bortfragteren ikke opfylde aftalen med et andet skib.

Er en bestemt person angivet i aftalen som passager, kan denne ikke overdrage sine rettigheder efter aftalen til en anden. Er rejsen begyndt, kan passageren ikke i noget tilfælde overdrage sine rettigheder.

Passageren skal overholde de forskrifter, der gives for orden og sikkerhed om bord. Stk. 2. Bestemmelserne i sømandsloven om adgang til at benytte foranstaltninger over for besætningen, der er nødvendige for at opretholde ordenen om bord og om optagelse af forklaring finder tilsvarende anvendelse.

Passageren må medtage rejsegods i rimeligt omfang. Stk. 2. Ved passageren, at rejsegods kan medføre fare eller væsentlig ulempe for skib, liv eller andet gods, skal han oplyse bortfragteren herom, før rejsen begynder. Det samme gælder, såfremt andet rejsegods end håndbagage skal behandles med særlig omhu. Beskaffenheden af gods som nævnt i 1. og 2. pkt. skal så vidt muligt være angivet på godset, før rejsen begynder.

Bortfragteren kan nægte passageren tilladelse til at medtage rejsegods, som kan volde fare eller væsentlig ulempe for skib, liv eller andet gods. Stk. 2. Er sådant rejsegods lastet, uden at bortfragteren har kendt dets beskaffenhed, kan han efter omstændighederne losse, uskadeliggøre eller tilintetgøre godset uden pligt til at erstatte skaden eller tabet på godset. Det samme gælder, selv om bortfragteren ved indlastningen kendte rejsegodsets beskaffenhed, såfremt dette senere viser sig at medføre en sådan fare for skib, liv eller andet gods, at det ikke er forsvarligt at beholde det om bord.

Har rejsegods forårsaget skade eller tab for bortfragteren, skal passageren betale erstatning, såfremt han selv eller nogen, han svarer for, har forvoldt skaden eller tabet ved fejl eller forsømmelse.

Bortfragteren skal ikke udlevere andet rejsegods end håndbagage, før passageren har betalt for befordringen og for kost og udlæg under rejsen. Betaler passageren ikke, kan godset oplægges under sikker forvaring for passagerens regning og bortfragteren kan ved offentlig auktion eller på anden betryggende måde sælge så meget, at hans krav og omkostninger bliver dækket.

Såfremt aftalen gælder et bestemt skib og dette går tabt eller bliver erklæret for uistandsætteligt, forinden rejsen er begyndt, bortfalder bortfragterens pligt til at udføre befordringen. Stk. 2. Bliver skibets afgang fra det sted, hvor rejsen begynder, væsentligt forsinket, kan passageren hæve aftalen.

Indtræffer under rejsen et sådant ophold, at det ikke med rimelighed kan forlanges, at passageren skal vente, eller går skibet tabt, eller bliver det erklæret for uistandsætteligt, efter at en del af rejsen er udført, skal bortfragteren sørge for, at passageren og hans rejsegods bliver befordret videre til bestemmelsesstedet på passende måde, og bære de dermed forbundne omkostninger. Undlader bortfragteren dette inden for en rimelig tid, kan passageren hæve aftalen. Stk. 2. Må passageren i en mellemhavn opholde sig i land på grund af havari eller andet forhold vedrørende skibet, skal bortfragteren sørge for passende logi og kost og bære de dermed forbundne omkostninger.

Tiltræder passageren ikke rejsen, eller afbryder han den, har bortfragteren ret til det aftalte vederlag, medmindre passageren er død eller hindret ved sygdom eller anden rimelig grund og bortfragteren underrettes herom uden ugrundet ophold. I vederlaget fradrages de besparelser, bortfragteren har eller burde have opnået.

Viser det sig, efter at befordringsaftalen er indgået, at udførelse af rejsen vil medføre fare for passageren eller for skibet som følge af krig, blokade, oprør, borgerlige uroligheder, sørøveri eller andet væbnet overfald, eller at faren herfor er blevet væsentligt forøget, kan såvel bortfragteren som passageren hæve befordringsaftalen uden pligt til at betale erstatning, selv om rejsen er begyndt. Den, som vil hæve aftalen skal give meddelelse herom uden ugrundet ophold. Undlader han dette, skal han erstatte den deraf følgende skade.

Afbryder passageren rejsen på grund af forhold, som ikke kan lægges ham til last, jfr. § 185, eller hæves befordringsaftalen i medfør af § 184 eller, efter at rejsen er påbegyndt i medfør af § 186, har bortfragteren ret til en forholdsmæssig del af det aftalte vederlag. § 129, stk. 2 og 3, om beregning af afstandsfragt finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Har bortfragteren modtaget betaling ud over hvad der herefter tilkommer ham, skal han betale det overskydende tilbage.

Bortfragteren er forpligtet til at erstatte tab, som forvoldes ved, at en passager dør eller kommer til skade på grund af en hændelse under befordringen, dersom tabet skyldes fejl eller forsømmelse udvist af bortfragteren selv eller nogen, som han svarer for. Tilsvarende gælder tab eller skade, der opstår som følge af forsinkelse i forbindelse med befordringen af passageren.

Bortfragteren er forpligtet til at erstatte tab, som forvoldes ved, at rejsegods går tabt eller beskadiges på grund af en hændelse under befordringen, såfremt tabet eller skaden er forvoldt ved fejl eller forsømmelse af ham selv eller nogen, han svarer for. Det samme gælder tab eller skade forvoldt ved forsinkelse med befordringen eller udlevering af rejsegods. Stk. 2. Bortfragteren er ikke ansvarlig for tab af eller skade på penge, værdipapirer og andre værdigenstande såsom sølv, guld, ure, juveler, smykker og kunstgenstande medmindre de er modtaget af bortfragteren til opbevaring i sikkerhed.

Bortfragterens erstatningspligt kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis han beviser, at passageren ved fejl eller forsømmelse har medvirket til tab eller skade som nævnt i §§ 188 og 189.

Den, som kræver erstatning, har bevisbyrden for tabets eller skadens størrelse og for, at tabet eller skaden er opstået ved en hændelse under transporten. Stk. 2. Ved dødsfald eller personskade har den, som kræver erstatning, også bevisbyrden for, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse fra bortfragteren selv eller nogen, han svarer for. Er skaden indtruffet ved eller i forbindelse med forlis, sammenstød, stranding, eksplosion, brand eller som følge af mangler ved skibet, har dog bortfragteren bevisbyrden for, at der ikke er udvist fejl eller forsømmelse. Stk. 3. For tab af eller skade på håndbagage gælder bestemmelsen i stk. 2 tilsvarende. For tab af eller skade på andet rejsegods har bortfragteren bevisbyrden for, at der ikke er udvist fejl eller forsømmelse. Stk. 4. For tab som følge af forsinkelse har bortfragteren bevisbyrden for, at tabet ikke skyldes fejl eller forsømmelse af ham selv eller nogen, han svarer for.

Bortfragterens ansvar skal ikke overstige 100.000 SDR for hver passager, som er død eller kommet til skade. Ansvaret for forsinkelse i forbindelse med befordringen af passageren kan ikke overstige 2.000 SDR. Stk. 2. Bortfragterens ansvar for tab som følge af, at rejsegods er gået tabt, er blevet beskadiget eller forsinket, kan ikke overstige: 1) 1.300 SDR pr. passager for håndbagage, 2) 5.000 SDR for værdigenstande som nævnt i § 189, stk. 2, 3) 8.000 SDR pr. køretøj og 4) 2.000 SDR pr. passager for andet rejsegods. Stk. 3. Begrænsningsbeløbene i stk. 1 og 2 gælder for hver enkelt rejse. Stk. 4. De i stk. 1 og 2 fastsatte grænser for erstatningens størrelse omfatter ikke renter og sagsomkostninger. Stk. 5. Ved SDR forstås den i § 366 omhandlede regneenhed. Stk. 6. Ved aftale mellem passageren og bortfragteren kan der fastsættes en højere ansvarsgrænse end den i stk. 1 og 2 anførte.

Bortfragteren kan i det opståede tab foretage fradrag på højst: 1) 150 SDR pr. køretøj for skade på køretøj, 2) 20 SDR pr. passager for tab af eller skade på andet rejsegods, 3) 20 SDR pr. passager for tab som følge af forsinkelse.

Bortfragteren har ikke ret til at begrænse ansvaret i medfør af § 192 eller foretage fradrag som nævnt i § 193, såfremt det bevises, at bortfragteren selv har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

Bestemmelserne om bortfragterens indsigelser og om grænserne for hans ansvar finder anvendelse, selv om kravet mod ham ikke grundes på befordringsaftalen.

Udføres en befordring helt eller delvis af en anden end bortfragteren, forbliver denne dog ansvarlig, som om han selv havde udført hele befordringen. Bestemmelserne i dette kapitel finder herved tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Ved befordring, som udføres med skib, er den, som udfører befordringen, kun ansvarlig for sin del af befordringen efter samme regler som bortfragteren. Aftale, hvorved bortfragteren påtager sig ansvar ud over det, der er fastlagt i dette kapitel, er ikke bindende for den, der udfører befordringen, medmindre denne har samtykket heri. Stk. 3. Bortfragteren og den, der er ansvarlig efter stk. 2, hæfter solidarisk.

Bestemmelserne om bortfragterens indsigelser og ansvarsbegrænsning gælder tilsvarende for den, som bortfragteren svarer for efter § 233 og § 196, stk. 1. Summen af de erstatningsbeløb, som bortfragteren og de personer, som denne svarer for, kan tilpligtes at udrede, må ikke overstige den for bortfragteren fastsatte ansvarsgrænse. Hver enkelt er alene ansvarlig op til den grænse, som gælder for ham. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke påberåbes af den, som har forvoldt skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget.

Har en passager lidt skade på person eller som følge af forsinkelse i forbindelse med befordringen, kan erstatningskrav kun rejses af passageren selv eller af nogen, som er indtrådt i hans retsstilling. Stk. 2. Erstatningskrav i anledning af en passagers død kan kun rejses af dem, der indtræder i hans rettigheder, eller personer, der var afhængige af ham.

Søgsmål om befordring af passagerer og rejsegods kan kun indbringes for: 1) domstolen på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl eller sit hovedforretningssted, 2) domstolen på afgangsstedet eller på bestemmelsesstedet i henhold til transportaftalen. Stk. 2. Efter at der er opstået en retstvist, kan parterne dog aftale et andet værneting eller henskyde sagen til afgørelse ved voldgift.

Reglerne i §§ 181-199 samt § 291, stk. 1, nr. 3-5, kan ikke ved forhåndsaftale fraviges til skade for passageren ved befordring mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige og ved indenrigsfart i disse stater samt anden fart til eller fra disse stater, selv om fremmed ret i øvrigt skal anvendes på befordringen.

Uanset § 200 kan bortfragteren ved befordring af passagerer forbeholde sig ansvarsfrihed for tiden, før passageren går om bord, og efter at passagereren er kommet i land, men dog ikke for søtransport mellem skib og land eller omvendt, såfremt billetprisen omfatter denne transport eller den udføres af et transportmiddel, der er stillet til rådighed af bortfragteren. Stk. 2. For håndbagage, der ikke befinder sig i eller på et medfølgende køretøj, kan bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed for tiden, før godset bliver bragt om bord og efter, at det er bragt i land, dog ikke for søtransport mellem skib og land som nævnt i stk. 1, eller for den tid godset er i bortfragterens varetægt, medens passageren befinder sig på kaj, i terminal eller i en anden havneinstallation. Stk. 3. Skal befordringen ifølge befordringsaftalen delvis udgøres af en bestemt anden fragtfører end bortfragteren, kan bortfragteren forbeholde sig ansvarsfrihed for tab eller skade, der indtræffer under den del af befordringen, som udføres af den anden. Det samme gælder, såfremt passageren ifølge befordringsaftalen har ret til helt eller delvis at blive befordret af en anden end bortfragteren. Stk. 4. Bortfragteren kan i alle tilfælde forbeholde sig ansvarsfrihed for så vidt angår levende dyr, der befordres som rejsegods. Syvende kapitel Om havari §§ 202-210: Udgået.

For almindeligt havari (havari grosse, groshavari, fælleshavari), der bæres af skib, fragt og gods i fællesskab, gælder, hvis ikke andet er aftalt, York-Antwerpen reglerne af 1950, herunder reglerne om, hvilke skader, tab og omkostninger, der skal henregnes til almindeligt havari, og hvorledes dette skal fordeles. Reglerne bekendtgøres ved industriministerens foranstaltning i deres engelske tekst og i dansk oversættelse.

Når ikke andet er aftalt, foretages beregning og fordeling af tabet ved almindeligt havari på det sted, som rederen bestemmer. Stk. 2. Havariberegning udføres her i riget af dertil beskikkede dispachører. Tvistigheder om en dispaches rigtighed afgøres af domstolene.

Besigtigelse til vurdering af skade, som har ramt skib eller gods ved almindeligt havari, samt vurdering af skib og ladning til fastsættelse af bidragsværdier, foretages af syns- og skønsmænd, der beskikkes efter reglerne i § 312, stk. 3.

Begæring om foretagelse af havariberegning fremsættes af rederen eller den, som på rederens vegne forestår skibets drift. Har rederen ikke fremsat begæring inden 2 uger, efter at han modtog anmodning herom fra nogen, som har en retlig interesse i havariet, kan den pågældende selv fremsætte begæring om foretagelse af havariberegning. Stk. 2. Enhver, hvem havariet angår, skal meddele alle oplysninger og fremlægge alle dokumenter, som dispachøren anser for nødvendige.

For havaribidrag af ladning eller andet gods hæfter ejeren med godset, men ikke personlig, jfr. dog stk. 2. Stk. 2. Rederen skal efter et almindeligt havari nægte at udlevere ladningen eller andet gods, hvis ejeren ikke påtager sig personligt ansvar for et eventuelt havaribidrag og stiller betryggende sikkerhed derfor.

Al skade eller omkostning for skib og gods, som hidrører fra ulykkelig hændelse på en sørejse, og som ikke henhører under almindeligt havari eller i medfør af særlig forskrift behandles efter de derom givne regler, skal som særligt (partikulært) havari bæres af den eller de genstande, som skaden rammer eller omkostningen vedkommer. Stk. 2. Er omkostninger, der henføres under særligt havari, anvendt under ét for skib og ladning eller for flere dele af ladningen, fordeles de i rimeligt forhold på de genstande, til hvis fordel de er anvendt. Omkostninger, der er anvendt på at bjærge ladningen, bæres forholdsvis af denne og af den fragt, der udredes af det bjærgede gods. Stk. 3. Når det forlanges af nogen, som er interesseret i sådant havari, skal dets beregning og fordeling foretages af dispachører.

Ottende kapitel Om skade ved sammenstød

Udgået.

Når skade på skib, gods eller person forårsages ved sammenstød mellem skibe, og skylden ligger på den ene side alene, da skal den skyldige erstatte al derved foranlediget skade. Stk. 2. Er der skyld på begge sider, skal enhver af de skyldige erstatte skaden efter forholdet mellem de på hver side begåede fejls beskaffenhed. Giver omstændighederne ikke støtte for en fordeling i et bestemt forhold, deles skaden lige. Stk. 3. Hver enkelt af de skyldige er alene ansvarlig for den på ham faldende del af erstatningen, undtagen når død eller skade på legeme eller helbred er forårsaget, i hvilket tilfælde den til erstatning hos hver af de skyldige. Stk. 4. Har en af de ansvarlige måttet udrede mere, end der påhviler ham, kan han holde sig til den anden for det overskydende. Over for dette krav kan den anden benytte sig af den ret til ansvarsfritagelse eller ansvarsbegrænsing, som han ville kunne gøre gældende over for skadelidte i medfør af lov eller i medfør af kontraktforbehold. Forbehold kan dog ikke gøres gældende i den udstrækning, det fritager for ansvar i videre omfang end reglerne i §§ 118, 120, 188-194 eller tilsvarende regler i fremmed ret, som finder anvendelse i forholdet til skadelidte. Stk. 5. Ved bedømmelsen af spørgsmålet om skyld, skal retten tage i særlig betragtning, hvorvidt der var tid til overlæg eller ikke.

Er sammenstødet følge af ulykkelig hændelse, eller kan det ikke oplyses, at det er forårsaget ved skyld på nogen af siderne, bærer hvert skib sin skade.

Hvad der i dette kapitel er bestemt om sammenstød mellem skibe, finder også anvendelse i tilfælde, i hvilke et skib ved sin sejlads eller på lignende måde forårsager skade på et andet skib eller ombordværende personer eller gods, uden at der har fundet sammenstød mellem skibene sted.

2) (Ophævet). Niende kapitel Om bjærgning

Enhver, der bjærger skib, der er forulykket eller stedt i fare, eller ombordværende gods eller noget, der har hørt til sådant skib eller gods, så og enhver, der medvirker ved bjærgningen, har ret til at få bjærgeløn. Den, der har reddet menneskeliv fra skibet under den fare, der har givet anledning til bjærgningen eller har medvirket dertil, har krav på andel i bjærgelønnen. Stk. 2. Deltager nogen i bjærgningen mod et udtrykkeligt og beføjet forbud af den, der har befalingen om bord, har han intet krav på bjærgeløn. Stk. 3. Bjærgeløn kan kræves også i tilfælde, i hvilket et skib har bjærget et andet, der tilhører samme ejer som det bjærgende skib. Stk. 4. Har nogen påtaget sig ved lodsning eller bugsering eller på lignende måde at yde et skib tjeneste, og skibet derefter kommer i fare, har han kun krav på bjærgeløn for så vidt den af ham ydede hjælp må anses at ligge uden for, hvad han ifølge overenskomsten har været forpligtet til. Stk. 5. For bjærgeløn hæfter ejeren af ladningen eller genstande, der har hørt til ladningen, med disse, men ikke personlig.

Ved bestemmelse af bjærgeløn skal tages i betragtning: 1) i første række: a) Den omstændighed, i hvor høj grad bjærgningen er lykkedes; b) den kyndighed og dygtighed, hvormed bjærgernes arbejde har været udført, og den tid og anstrengelse, det har kostet; c) den fare, hvorfor det bjærgede skib, dets besætning, passagerer eller gods har været udsatte; d) den fare, hvorfor bjærgerne eller deres ejendele har været udsatte; e) den fare for at komme til at pådrage sig erstatningsansvar over for tredjemand eller på anden måde at lide tab, som bjærgerne har været udsatte for; f) den skade på liv, helbred eller gods, som bjærgerne har lidt, det tab og de udgifter, de har haft, samt værdien af de anvendte redskaber; g) den omstændighed, at det bjærgende skib har været særlig udrustet for bjærgning. 2) i anden række: Det bjærgedes værdi. Stk. 2. Retten kan nedsætte eller ophæve kravet på bjærgeløn, når det oplyses, at den bjærgende selv er skyld i den nødstilstand, der har givet anledning til bjærgningen, eller at han har gjort sig skyldig i tyveri, hæleri eller anden uredelig omgang med godset.

Bjærgeløn må ikke sættes højere end værdien af det bjærgede, deri indbefattet fragt for gods og passagerer, efter fradrag af told og andre offentlige afgifter samt omkostninger ved dets bevaring, vurdering og salg. Stk. 2. Bjærgelønnen indbefatter tillige godtgørelse for at bringe det bjærgede i sikkerhed og for den dertil gjorte brug af fartøjer eller andre redskaber.

Overenskomst om bjærgning, der er truffen, medens fare stod på og under indflydelse heraf, kan enhver af parterne forlange tilsidesat eller ændret af retten, for så vidt det skønnes, at de aftalte vilkår ikke stemmer med billighed. Stk. 2. Retten kan derhos i alle tilfælde, i hvilke den skønner, at den aftalte bjærgeløn står i åbenbart misforhold til den ydede hjælp, tilsidesætte eller ændre overenskomsten, når påstand derom fremsættes af den forurettede part. Stk. 3. Bestemmelsen i § 225, sidste stykke, kommer også til anvendelse i tilfælde, i hvilke der er truffet overenskomst om bjærgning. Stk. 4. Spørgsmål om overenskomstens omstødelse eller ændring i henhold til nærværende paragraf må være indbragt for retten inden to måneder efter overenskomstens afslutning.

Tvister bjærgere indbyrdes om bjægelønnens fordeling, bestemmes denne under hensyn til de i § 225 angivne omstændigheder.

Har et skib på rejsen bjærget noget, godtgøres forlods af bjærgelønnen den skade, som bjærgningen måtte have medført for skib, ladning eller anden ejendom om bord, samt de udgifter til brændsel og hyre og kost til skibsfører og mandskab, der er påløbet i anledning af bjærgningen. Forlods udredes endvidere godtgørelse i henhold til stk. 3. Stk. 2. Af den resterende del af bjærgelønnen tilfalder tre femtedele rederiet, medens resten fordeles med en tredjedel til skibsføreren og to tredjedele til egentlige mandskab. Mandskabets part fordeles i forhold til den enkeltes hyre. Skibsførerens andel skal dog mindst udgøre det dobbelte af den højstlønnede sømands andel. En lods om bord i det bjærgende skib deltager i fordelingen, selv om han ikke er ansat i rederiets tjeneste. Der tillægges ham i så fald samme andel som højeste styrmand. Stk. 3. Har nogen under bjærgningen gjort en særlig fortjenstfuld indsats eller udsat sig for en ganske særlig fare, kan der ydes den pågældende særskilt godtgørelse. Begrundet begæring herom må indsendes til rederen inden en måned, efter at bjærgningen er afsluttet. Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 om bjærgelønnens fordeling kan ikke ved forudgående aftale fraviges til ugunst for skibsfører eller mandskab. Dette gælder dog ikke, hvis de pågældende er forhyret med et skib, der driver bjærgningsvirksomhed og er særlig udrustet hertil, eller aftalen er indgået i forbindelse med forhyringen og gælder udførelsen af et bestemt bjærgningsforetagende. Stk. 5. Bjærgeløn kan fordeles på anden måde end fastsat i stk. 1 og 2, såfremt særlige grunde, såsom formålet med skibets anvendelse eller den måde, hvorpå de ombordværende er aflønnet, taler for en anden fordeling.

Er bjærgningen udført af et dansk statsskib, der anvendes i statsøjemed af ikke-forretningsmæssig art, finder reglerne i § 229 tilsvarende anvendelse. Industriministeren kan dog fastsætte særlige regler om fordelingen af den del af bjærgelønnen, som ikki tilfalder staten.

Så snart bjærgelønnen er fastsat ved aftale eller endelig dom, sender rederen ved anbefalet brev enhver, der er berettiget til andel i bjærgelønnen, underretning om dennes størrelse tillige med en plan for bjærgelønnens fordeling efter reglerne i § 229. Stk. 2. Indsigelse mod fordelingen skal fremsættes over for rederen inden tre måneder, efter at den i stk. 1 omhandlede meddelelse er afsendt.

Bjærgere har ret til at modsætte sig, at et bjærget skib forlader stedet, eller bjærget gods bortføres, så længe de ikke er fyldestgjorte for bjærgelønnen, eller sikkerhed stillet for samme. Tiende kapitel Om ansvar og ansvarsbegrænsning Om rederens ansvar for andre

Rederen hæfter for skade, der er forårsaget ved fejl eller forsømmelse i tjenesten af skibsfører, mandskab, lods eller andre, der udfører arbejde i skibets tjeneste. Stk. 2. Hvad rederen således kommer til at udrede, kan han kræve erstattet af den, som har forvoldt skaden. Om retten til ansvarsbegrænsning

Rederen kan begrænse sit ansvar efter reglerne i dette kapitel. Samme ret har en ejer af et skib, som ikke er reder, en bruger, befragter, disponent samt enhver, der yder tjeneste i direkte forbindelse med bjærgningsarbejde, herunder arbejde som nævnt i § 235, stk. 1, nr. 4, 5 og 6. Stk. 2. Også personer, som rederen eller andre nævnt i stk. 1 svarer for, kan begrænse deres ansvar efter reglerne i dette kapitel. Stk. 3. Den, der forsikrer mod ansvar for krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning, har samme ret til at begrænse ansvaret som den sikrede selv.

Retten til ansvarsbegrænsing foreligger uanset ansvarsgrundlaget, jfr. dog § 237, for så vidt angår krav i anledning af: 1) skade på person eller ejendom, dersom skaden opstår om bord på skibet eller i direkte forbindelse med driften af skibet eller med bjærgning, 2) tab som følge af forsinkelse med befordringen til søs af gods, passagerer eller deres rejsegods, 3) tab som følge af krænkelse af en ikke- kontraktmæssig rettighed, dersom skaden er opstået i direkte forbindelse med driften af skibet eller med bjærgning, 4) hævning, fjernelse, ødelæggelse eller uskadeliggørelse af et skib der er sunket, strandet, forladt eller slået til vrag, og af, hvad der er eller har været om bord på et sådant skib, 5) fjernelse, ødelæggelse eller uskadeliggørelse af skibets ladning, 6) forholdsregler, der tages med henblik på at afværge eller begrænse tab, som er eller ville være undergivet ansvarsbegrænsning, samt tab, som skyldes sådanne forholdsregler. Stk. 2. Har den ansvarlige et modkrav mod fordringshaveren, og er krav og modkrav opstået ved den samme hændelse, kan han kun begrænse sit ansvar for den del af kravet, som måtte overstige modkravet.

Retten til ansvarsbegrænsning omfatter ikke: 1) krav på bjærgeløn, groshavaribidrag eller vederlag i henhold til kontrakt for forholdsregler som nævnt i § 235, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6, 2) krav i anledning af skade eller udgifter af den art, som er nævnt i § 267, og som er omfattet af § 282, stk. 1, 3) krav undergivet en international konvention eller national lov, som regulerer eller forbyder begrænsning af ansvaret for atomskader, 4) krav i anledning af atomskade forårsaget af et atomdrevet skib, 5) krav i anledning af skade på person eller ejendom, som påføres ansatte hos personer, der er nævnt i § 234, stk. 1, og som udfører arbejde i skibets tjeneste eller i forbindelse med bjærgning, 6) krav på renter og sagsomkostninger.

Den ansvarlige kan ikke begrænse sit ansvar, hvis det bevises, at han selv har forvoldt tabet eller skaden forsætligt eller groft uagtsomt og med forståelse af, at sådan skade sandsynligvis ville blive forårsaget. Begrænsningsbeløbenes størrelse

For krav som følge af, at skibets egne passagerer dør eller kommer til skade, er ansvarsgrænsen 46.666 SDR multipliceret med det antal passagerer, skibet ifølge dets certifikat har tilladelse til at medføre, dog højst 25 mill. SDR. Stk. 2. For andre krav i anledning af dødsfald eller personskade er ansvarsgrænsen 333.000 SDR. For skibe med en tonnage på mere end 500 tons forhøjes ansvarsgrænsen således: 1) for hvert ton fra 501 til 3.000 tons med 500 SDR, 2) for hvert ton fra 3.001 til 30.000 tons med 333 SDR, 3) for hvert ton fra 30.001 til 70.000 tons med 250 SDR og 4) for hvert ton over 70.000 tons med 167 SDR. Stk. 3. Ansvarsgrænsen for alle andre krav samt en eventuel udækket del af krav som nævnt i stk. 2 er 167.000 SDR. For skibe med en tonnage på mere end 500 tons forhøjes ansvarsgrænsen således: 1) for hvert ton fra 501 til 30.000 tons med 167 SDR, 2) for hvert ton fra 30.001 til 70.000 tons med 125 SDR og 3) for hvert ton over 70.000 tons med 83 SDR. Stk. 4. Ansvarsgrænserne i stk. 1-3 gælder summen af alle krav, som opstår ved en og samme hændelse, mod rederen, ejeren, brugeren, befragteren og disponenten samt de personer, som de svarer for. Stk. 5. Hvis bjærgere ikke opererer fra skib eller kun opererer fra det skib, som bjærgningen gælder, beregnes ansvarsgrænserne efter en tonnage på 1.500 tons. Ansvarsgrænserne gælder summen af alle krav, som opstår ved en og samme hændelse, mod bjærgerne og de personer, de svarer for. Stk. 6. Med skibets tonnage menes bruttotonnagen beregnet efter reglerne om måling af tonnage i annex I til den internationale konvention om måling af skibe fra 1969. Ved SDR forstås den i § 366 omhandlede regneenhed. Fordelingen af begrænsningsbeløbene

Hvert begrænsningsbeløb fordeles mellem fordringshaverne i forhold til deres krav. Stk. 2. Såfremt beløbet i medfør af § 238, stk. 2, ikke er tilstrækkeligt til at dække de dér nævnte fordringer, dækkes den udækkede del i lige forhold med andre krav af det i § 238, stk. 3, nævnte begrænsningsbeløb. Stk. 3. Den, som helt eller delvis har betalt et krav, inden begrænsningsbeløbene er fordelt, indtræder i fordringshavernes ret til dækning i forhold til det betalte beløb. Stk. 4. Godtgør nogen, at han senere kan blive nødt til at betale et krav helt eller delvis, og at han herved vil indtræde i fordringshaverens ret til dækning, kan retten beslutte, at der skal reserveres et tilstrækkeligt beløb, således at han senere kan få dækket sit krav efter stk. 3. Beskyttelse mod retsforfølgning ved oprettelse af begrænsningsfond

Såfremt der her i landet begæres arrest, anlægges sag eller begæres foretaget andre retslige skridt i anledning af krav, der efter deres art kan begrænses, kan der oprettes en begrænsningsfond ved sø- og handelsretten i København. Stk. 2. Fonden anses for oprettet med virkning for alle de personer, der kan påberåbe sig samme ansvarsgrænse, og til dækning af alle de krav, som ansvarsgrænsen gælder for. Alene fordringer, for hvilke begrænsning kan påberåbes, kan kræves dækket af fonden. Stk. 3. Særskilt sag om krav, der er undergivet ansvarsbegrænsning, eller om, hvorvidt de personer, til fordel for hvem fonden er oprettet, har ret til ansvarsbegrænsning, kan ikke anlægges her i landet, efter at der er oprettet en begrænsningsfond i medfør af stk. 1. Stk. 4. De nærmere regler om fondens oprettelse og fordeling m.v. følger af kapitel 15.

Er et krav anmeldt over for en begrænsningsfond, som er oprettet efter § 240, jfr. kapitel 15, eller efter tilsvarende regler i en anden konventionsstat, kan der ikke for dette krav gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre rettigheder over skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis vegne fonden er oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning. Stk. 2. Efter at begrænsningsfond er oprettet her i riget eller i Finland, Norge eller Sverige, kan der ikke gøres arrest eller udlæg i eller udøves andre rettigheder over skib eller andre formuegoder, som tilhører nogen, på hvis vegne fonden er oprettet, og som har ret til ansvarsbegrænsning, for krav, som kan gøres gældende mod fonden, jfr. dog § 242, stk. 2. Er der foretaget arrest i skib eller ejendom, eller er der stillet sikkerhed for at undgå arrest, skal i sådanne tilfælde arresten hæves eller sikkerheden frigives. Stk. 3. Efter at begrænsningsfond er oprettet i en anden konventionsstat, kan domstolen afslå begæring om arrest eller udlæg, jfr. dog § 242, stk. 2. Er der foretaget arrest eller stillet sikkerhed for at undgå arrest, kan arresten hæves eller sikkerheden frigives. Begæring om arrest skal afvises, en efter fondsoprettelsen foretagen arrest hæves og sikkerhedsstillelse til afværgelse af sådan arrest frigives, såfremt fonden er oprettet: 1) i den havn, hvor den ansvarspådragende hændelse fandt sted, eller, hvis denne ikke indtraf i havn, i den første havn, skibet anløb efter hændelsen, 2) i landsætningshavnen, hvis kravet gælder personsskade. 3) i lossehavnen hvis kravet gælder ladningsskade. Stk. 4. Reglerne i stk. 1 og 3 kan anvendes tilsvarende, såfremt det godtgøres, at en begrænsningsfond, som er oprettet i en stat, som ikke er konventionsstat, kan sidestilles med en begrænsningsfond som nævnt i § 240. Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder alene anvendelse, såfremt fordringshaveren kan fremsætte krav mod fonden over for den domstol, som administrerer denne, og fonden faktisk er tilgængelig og frit kan overføres til dækning af kravet. Stk. 6. Ved en konventionsstat forstås i dette kapitel en stat, som er bundet af London-konventionen af 1976 om begrænsning af ansvaret for søretlige krav.

Efter oprettelsen af en begrænsningsfond sker kære til fogdens nægtelse af at foretage arrest til sø- og handelsretten i København. Kærefristen er 4 uger. Retsplejelovens kapitel 53 finder i øvrigt anvendelse. Stk. 2. Foretages arrest trods oprettelse af en begrænsningsfond, skal arrestsagen anlægges ved sø- og handelsretten i København. Stk. 3. Nægtes eller bortfalder arrest, fordi der oprettes begrænsningsfond efter § 240, afgøres spørgsmålet om lovligheden af den begærede arrest samt om eventuel erstatning i anledning af begæringen om arrest af sø- og handelsretten i København, jfr. § 359. Ansvarsbegrænsning uden oprettelse af begrænsningfond

Selv om der ikke er oprettet en begrænsningfond, kan den ansvarlige begrænse ansvaret. Retten skal da alene tage hensyn til de krav, der er gjort gældende under sagen. Såfremt den ansvarlige nedlægger påstand herom, skal der dog i dommen optages et forbehold om, at også andre krav, der er undergivet den samme ansvarsgrænse, medregnes ved ansvarsbegrænsningen. Stk. 2. En dom efter stk. 1 kan fuldbyrdes efter retsplejelovens almindelige regler herom. Er der i dommen optaget et forbehold som nævnt i stk. 1, og er der oprettet en begrænsningsfond, forinden der er forløbet et sådant tidsrum, at der er blevet mulighed for at fuldbyrde dommen, finder § 241 dog anvendelse. Særlige skibe m.v.

For krigsskibe og andre skibe, som bruges i statsligt ikke-kommercielt øjemed, skal ansvarsgrænserne i intet tilfælde beregnes efter en tonnage under 5.000 tons. Ansvaret kan ikke begrænses for tab eller skade, som skyldes skibets særlige egenskaber eller anvendelse, medens det bruges i statsligt ikke-kommercielt øjemed. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. gælder ikke isbrydere samt skibe, der hovedsagelig anvendes i forbindelse med bjærgning. Stk. 2. For boreskibe samt flytbare havanlæg gælder særlige ansvarsgrænser, jfr. loven om visse havanlæg, medens boreskibene eller havanlæggene bruges til efterforskning eller indvinding af råstoffer i undergrunden under havbunden på dansk søterritorium eller dansk kontinentalsokkelområde. Anvendelsesområde

§§ 234-243 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor begrænsning af ansvaret påberåbes ved dansk domstol. For så vidt angår krav som nævnt i § 236, nr. 5, skal spørgsmålet om, hvorvidt ansvaret er begrænset, og i bekræftende fald til hvilket beløb, afgøres efter lovgivningen i det land, hvis lovgivning finder anvendelse på tjenesteaftalen, såfremt det pågældende land er en konventionsstat. Stk. 2. §§ 234-243 er ikke til hinder for anvendelsen af ellers gældende regler om adgang til at lempe en skadevolders ansvar over for en skadelidt. Ellevte kapitel Om søpanteret m.v. A. Søpanteret og andre rettigheder i skib

Følgende fordringer er sikret ved søpanteret i skibet: 1) Hyre og anden godtgørelse, som tilkommer skibsføreren og andre medlemmer af besætningen i anledning af deres tjeneste om bord. 2) Havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsafgifter. 3) Erstatning for skade på person opstået i direkte forbindelse med skibets drift. 4) Erstatning for skade på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet ikke kan grundes på aftale. 5) Bjærgeløn, erstatning for fjernelse af vrag og bidrag til almindeligt havari. Stk. 2. Søpanteret opstår, hvad enten kravet er rettet mod skibets reder, ejer, bruger, befragter eller disponent. Stk. 3. Fordringer som nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, er ikke sikret ved søpanteret, såfremt skaden skyldes radioaktive egenskaber eller en kombination af sådanne egenskaber med giftige eksplosive eller andre farlige egenskaber ved nukleart brændsel eller ved radioaktive produkter eller affald.

Søpanteret i skib har fortrinsret fremfor andre hæftelser i skibet. Stk. 2. Søpanterettigheder fyldestgøres i den rækkefølge, i hvilken de er nævnt i § 244, stk. 1, og de, der er nævnt under samme nummer, har indbyrdes lige ret. Dog skal de, der er nævnt i § 244, stk. 1, nr. 5, fyldestgøres forud for andre søpanterettigheder, der er opstået tidligere, og i forholdet mellem de rettigheder, der er nævnt i nr. 5, skal de yngre rettigheder fyldesgøres forud for de ældre.

Søpanteret i skib vedbliver, bortset fra de i § 249 nævnte tilfælde, at bestå, selv om ejendomsretten til skibet overgår til en anden, eller skibets registreringsforhold ændres. Stk. 2. Medfører frivillig overdragelse af et skib til en udenlandsk erhverver, at søpanteretten for en fordring, for hvilken overdrageren ikke var personligt ansvarlig, falder bort eller får en ringere prioritetsstilling, bliver overdrageren personligt ansvarlig for fordringen inden for pantets værdi. Bestemmelserne i § 240 finder tilsvarende anvendelse.

Den, som har bygget eller repareret et skib, kan udøve tilbageholdsret over skibet til sikkerhed for sin fordring i anledning af bygningen eller reparationen. Stk. 2. Tilbageholdsretten står tilbage for søpanterettigheder i skibet, men går forud for registrerede panterettigheder og andre hæftelser.

Søpanteret i skib forældes 1 år efter kravets opståen. Stk. 2. Forældelsesfristen afbrydes ved arrest eller udlæg i skibet inden fristens udløb, såfremt arresten eller udlægget efterfølges af tvangsauktion. Stk. 3. Forældelsesfristen løber ikke, så længe søpanthaveren er retsligt forhindret i at gøre arrest eller udlæg i skibet, men kan i øvrigt ikke suspenderes eller afbrydes.

Bliver et skib solgt her i landet ved tvangsauktion, falder søpant, panterettigheder og andre rettigheder i skibet bort. Stk. 2. Bliver et skib erklæret for uistandsætteligt, jfr. § 6, kan ejeren forlange det bortsolgt ved offentlig auktion efter reglerne i retsplejeloven med den virkning, at søpant, panterettigheder og andre rettigheder i skibet falder bort. Stk. 3. Ved fordelingen af salgssummen viger søpant, panterettigheder og andre rettigheder i skibet for de af retten fastsatte omkostninger i forbindelse med arresten eller udlægget og tvangsauktionen. Søpanthaverne har ret til at kræve betaling af salgssummen i forhold til deres fordringers fulde beløb, dog således at der ikke udbetales dem mere, end der efter reglerne om ansvarsbegrænsning skyldes. Stk. 4. Bliver et skib solgt ved tvangsauktion i en fremmed stat, falder søpant, panterettigheder og andre rettigheder i skibet bort, såfremt skibet på salgstidspunktet befinder sig i den pågældende stat og salget er sket i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og bestemmelserne i den internationale konvention af 1967 om indførelse af visse ensartede regler angående søpanterettigheder og andre panterettigheder i skib.

Søpanteret i skib omfatter tillige skibets tilbehør som bestemt i lov om skibsregistrering. B. Søpanteret i ladning

Følgende fordringer er sikret ved søpanteret i ladning: 1) Bjærgeløn og bidrag til almindeligt havari eller til omkostninger, der fordeles efter § 136 eller § 216, stk. 2. 2) Fordringer, der grunder sig på, at bortfragteren eller skibsføreren i henhold til sin lovbestemte fuldmagt har truffet en aftale eller foranstaltning eller gjort udlæg for ladningsejernes fordringer på erstatning for gods, der er solgt til fordel for andre ladningsejere. 3) Bortfragterens fordring i henhold til fragtaftalen, såfremt fordringen kan gøres gældende mod den, som kræver udlevering.

Søpanteret i ladning har fortrinsret i pantet fremfor alle andre hæftelser end offentlige afgifter. Stk. 2. Søpanterettigheder fyldesgøres i den rækkefølge, i hvilken de er nævnt i § 251. De, der er nævnt under samme nummer har indbyrdes lige ret. Dog skal de, der er nævnt under nr. 1 og 2, for hver gruppes vedkommende fyldesgøres, således at de yngre går foran de ældre, når de ikke hidrører fra samme begivenhed.

Søpanteret i ladning falder bort, når godset udleveres, når det sælges ved tvangsauktion, eller når det under rejsen sælges for at fyldestgøre skibets eller ladningens behov. Stk. 2. Den, der uden fordringshaverens samtykke udleverer gods, som han ved eller bør vide er behæftet med søpanteret, bliver personligt ansvarlig for fordringen inden for pantets værdi. Var modtageren ikke personligt ansvarlig for fordringen, gælder det samme ham, hvis han havde kundskab om fordringen, da godset blev udleveret. Stk. 3. Den, der udleverer gods, som er behæftet med søpanteret for bidrag til almindeligt havari, bliver dog ikke personligt ansvarlig for denne fordring, såfremt ejeren af godset har påtaget sig personligt ansvar for fordringen og har stillet betryggende sikkerhed for denne, jfr. § 215.

Søpanteret i ladning forældes 1 år efter kravets opståen. Stk. 2. Forældelsesfristen afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb.

258: Udgået. C. Forskellige bestemmelser

Panteret i et udenlandsk skib anerkendes som gyldig her i riget, såfremt: 1) panteretten er stiftet og registreret i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor skibet er registreret, 2) registret og de dokumenter, der skal opbevares, er offentligt tilgængelige og udskrifter af registret og genpart af disse dokumenter kan fås i registret, samt 3) registret eller de nævnte dokumenter indeholder oplysning om a. panthaverens navn og adresse eller om, at pantebrevet er udstedt til ihændehaver, b. størrelsen af det beløb, som panteretten skal sikre, og c. den dato og de andre forhold, som efter lovgivningen i registreringslandet er afgørende for panterettens prioritet i forhold til andre registrerede panterettigheder. Stk. 2. Ejendomsret til og panteret i et skib, der bygges i udlandet, anerkendes som gyldig her i riget, såfremt rettigheden er registreret i overensstemmelse med lovgivningen i den stat, hvor skibet bygges.

Udgået.

Den, som har søpanteret i flere genstande, kan holde sig til enhver af dem for hele sin fordring. Stk. 2. Har han søgt fyldesgørelse i en af genstandene for et større beløb, end der forholdsvis faldt på den, indtræder såvel den ejer, der derved lider tab, som den søpanthaver, hvis pant derved bliver utilstrækkeligt til hans fyldesgørelse, for den overskydende del i fordringshaverens søpanteret i de øvrige genstande.

Ved overdragelse eller anden overgang af en fordring, der er sikret ved søpanteret, overgår søpanteretten til den nye fordringshaver.

Søpanteret omfatter ikke krav på erstatning for tab af eller skade på skib eller ladning. Dette gælder også krav ifølge forsikringsaftale.

Søgsmål til fyldestgørelse af søpanteret i skib kan anlægges mod pantets ejer eller mod skibsføreren. Stk. 2. Søgsmål til fyldesgørelse af søpanteret i ladning kan anlægges mod skibsføreren. Rederen eller den, til hvem rederen har overladt skibet til brug i søfart for egen regning kan dog ikke anlægge sådant søgsmål mod skibsføreren.

Reglerne i §§ 244-250 og §§ 261-264 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor søpant, panteret og andre rettigheder i et skib gøres gældende ved dansk domstol, jfr. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Efter lovgivningen i den stat, hvor skibet er registreret, afgøres a) den indbyrdes prioritet mellem panterettigheder i et udenlandsk skib, der anerkendes i medfør af § 259, og deres virkning i forhold til tredjemand og b) spørgsmål vedrørende søpanterettigheder i skibet med prioritet efter registrerede panterettigheder. Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 2 får tilsvarende anvendelse for skibe under bygning. Den indbyrdes prioritet mellem tilbageholdsret og andre hæftelser i et skib under bygning afgøres efter lovgivningen i den stat, hvor skibet bygges.

Udgået. Tolvte kapitel3) Om ansvar for olieskader

284. 3) (Ophævet). §§ 285-290: Udgået. Trettende kapitel Om forældelse

Forældelsesfristen for følgende fordringer er: 1) for fordring på bjærgeløn, to år fra den dag, da bjærgningen blev afsluttet, 2) for fordring på erstatning for skade ved sammenstød eller søulykke som nævnt i § 222, to år fra den dag, da skaden blev voldt, 3) for fordring på erstatning efter § 188, 1. punktum, to år fra den dag, da passageren gik i land, eller, dersom dødsfald har fundet sted undervejs, fra den dag, på hvilken passageren skulle have været udskibet. Har dødsfaldet fundet sted efter udskibningen, er fristen to år fra dødsdagen, dog senest tre år fra den dag, udskibningen fandt sted, 4) for fordring på erstatning efter § 189, to år fra den dag, da rejsegodset blev udskibet eller, hvis det er gået tabt, fra den dag, da udskibningen skulle have fundet sted, 5) for fordring på erstatning efter § 188, 2. punktum, to år fra den dag, da passageren blev udskibet, 6) for fordring på erstatning for tab som følge af, at gods er udleveret uden forevisning af konnossement eller til en forkert person, et år fra den dag, dag godset skulle have været udleveret, eller fra den dag, da det blev udleveret, hvis dette sker på et senere tidspunkt, 7) for fordring på erstatning efter § 118 eller for urigtige eller ufuldstændige oplysninger i et konnossement, et år fra den dag, da godset blev udleveret eller skulle have været udleveret, 8) for fordring på bidrag til almindeligt havari eller til omkostninger, som fordeles efter § 136 eller § 216, stk. 2, et år fra dispachens dato, 9) for fordring, for hvilken skyldneren er begrænset ansvarlig i henhold til § 234, tre år fra forfaldsdag, 10) for fordring på den, der er blevet personligt ansvarlig efter § 246 eller § 253, den for søpanterettens forældelse fastsatte frist, jfr. §§ 248 og 254. Stk. 2. For regreskrav i anledning af fordringer som nævnt i stk. 1, nr. 2, 6 og 7, er forældelsesfristen et år fra den dag, da fordringen blev betalt eller søgsmål om den rejst. Ved regres i anledning af krav som følge af personskade, jfr. stk. 1, nr. 2, regnes fristen for regreskravet først fra den dag, da erstatningen blev betalt. Stk. 3. Forældelsesfristen afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb eller, såfremt det tilkommer en dispachør at træffe afgørelse om fordringen, ved anmeldelsen for dispachøren. Stk. 4. Enhver forhåndsvedtagelse om udelukkelse af forældelse eller om længere forældelsesfrister end dem, der er nævnt i stk. 1, er ugyldig. Stk. 5. Det afgøres efter loven i det land, hvor sagen er anlagt, om forældelsen er afbrudt eller suspenderet. Dog skal fordringer som omtalt i nr. 3, 4 og 5 senest være forældet tre år efter den dag, da udskibningen fandt sted eller skulle have fundet sted. Stk. 6. I øvrigt kommer de almindelige regler om forældelse af fordringer til anvendelse.

3) (Ophævet). §§ 293-299: Udgået. Fjortende kapitel Om skibsbøger, søforklaring m.v. I. Om skibsbøger

Industriministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang og i hvilke farvande der i danske skibe skal føres skibsbøger, herunder skibsdagbøger, maskindagbøger og radiodagbøger, samt regler om bøgernes indretning og autorisation, om bøgernes førelse og om kontrollen hermed. Stk. 2. Enhver, som påviser en retlig interesse heri, kan få adgang til at gøre sig bekendt med skibsbøgernes indhold og til mod betaling at få afskrift af dem, så vidt hans interesse rækker. Medmindre industriministeren i det enkelte tilfælde giver påbud herom, gælder dette dog ikke i tilfælde, hvor skibsbogstilførslen vedrører sammenstød med fremmed skib, jfr. herved § 222, såfremt der ikke er tilsvarende adgang til at blive bekendt med det fremmede skibs bøger. Stk. 3. Enhver dagbog skal, når den er udskrevet, opbevares i mindst 3 år efter datoen for sidste indførsel. Hvis der for retten er rejst sag vedrørende skibets rejser i det tidsrum, dagbogen omfatter, skal den opbevares, indtil sagen endeligt er afgjort. Stk. 4. For skibsbøger, som er ført på et finsk, norsk eller svensk skib, finder reglerne i stk. 2 tilsvarende anvendelse, når skibet befinder sig i dansk havn. Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2 og 4 finder tilsvarende anvendelse på kladder til skibsbøger samt på optegnelser, som gøres på mekanisk måde vedrørende skibets navigering eller andre forhold, som skal indføres i skibsbøgerne. Bestemmelserne i stk. 3 finder ligeledes tilsvarende anvendelse, medmindre industriministeren bestemmer andet. II. Om søforklaring

Søforklaring skal afgives: 1) når der i forbindelse med skibets drift uden for ophold i havn eller på red er indtruffet eller må antages at være indtruffet eller tab af menneskeliv eller voldt betydelig skade på person, 2) når skibsføreren eller et medlem af mandskabet uden for dansk havn er afgået ved døden om bord eller har lidt betydelig skade på person, 3) når nogen, som befandt sig om bord for at følge med skibet, er eller må antages at være druknet fra skibet eller er afgået ved døden om bord og er blevet begravet i søen, 4) når der er indtruffet eller må antages at være indtruffet alvorlig forgiftning om bord, 5) når skibet er stødt sammen med andet skib, jfr. herved § 222, eller har været udsat for grundstødning, 6) når skibet er forsvundet eller er blevet forladt i søen, 7) når der i forbindelse med skibets drift er voldt eller må antages at være voldt skade af nogen betydning på skib eller ladning eller, for så vidt skibet ikke ligger i havn eller på red, på ejendom uden for skibet, 8) når der er indtruffet en betydelig forskydning af ladningen.

Er der i andre tilfælde end de i § 301 nævnte i forbindelse med skibets drift indtruffet skade på skib, person eller ladning, eller må sådan skade antages at være indtruffet, skal søforklaring afgives, såfremt det begæres af industriministeren eller af rederen eller skibsføreren.

Søforklaring har til formål så vidt muligt at tilvejebringe fuldstændige oplysninger om de faktiske omstændigheder ved og årsagen til den indtrufne hændelse, herunder oplysninger om forhold, som er af betydning for bedømmelsen af skibets sødygtighed eller for sikkerheden til søs.

Er den begivenhed, der giver anledning til afgivelse af søforklaring, indtruffet eller opdaget under skibets ophold i havn, skal søforklaring afgives i denne havn. Er begivenheden indtruffet på søen, afgives søforklaring i den første havn, skibet eller besætningen ankommer til efter hændelsen. Afgivelse af søforklaring kan dog udsættes, indtil skibet eller besætningen ankommer til en anden havn, hvis der herved kan opnås en væsentlig begrænsning af skibets tidstab eller omkostninger eller andre væsentlige fordele og begivenhedens art eller omfang eller omstændighederne i øvrigt ikke taler herimod. Skibets reder eller fører skal omgående underrette industriministeriet om sådan udsættelse af søforklaring og om årsagen hertil. Stk. 2. Er skibet forsvundet, eller er hele besætningen omkommet, afgives søforklaring på skibets hjemsted, medmindre industriministeren bestemmer, at søforklaring skal afgives et andet sted.

Søforklaring afgives her i riget for retten. I Finland, Norge eller Sverige afgives søforklaring for den domstol, som ifølge vedkommende lands lovgivning er kompetent til at modtage søforklaring. Stk. 2. I andre lande afgives søforklaring for dansk udenrigsrepræsentation, såfremt denne af udenrigsministeren er bemyndiget til at modtage sådanne forklaringer. Findes ingen sådan dansk udenrigsrepræsentation i den pågældende havn, kan søforklaring afgives for dertil kompetent finsk, norsk eller svensk udenrigsrepræsentation i denne havn.

I de tilfælde, hvor der efter § 301 er pligt til at afgive søforklaring, påhviler det skibsføreren snarest muligt at indgive anmeldelse til den i § 305 nævnte myndighed om afgivelse af søforklaring. Er skibet forsvundet, eller må hele besætningen antages at være omkommet, påhviler pligten rederen. Stk. 2. Er hændelsen indtruffet eller opdaget under skibets ophold i havn, skal anmeldelse ske inden udløbet af den anden hverdag efter, at hændelsen indtraf eller opdagedes. Er begivenheden indtruffet på søen, regnes fristen fra skibets eller de skibbrudnes ankomst til red eller havn, jfr. herved § 304, stk. 1, 3. punktum.

Ved anmeldelse om afgivelse af søforklaring skal indleveres en ordret udskrift eller tydelig fotokopi af, hvad der er tilført skibsbøgerne om det skete, eller, hvis sådanne ikke er ført eller er gået tabt, en skriftlig fremstilling af begivenheden. Endvidere skal der fremlægges en fortegnelse over skibets mandskab og andre personer, der antages at kunne give oplysning i sagen, samt om muligt en angivelse af de i sagen interesserede personer eller deres befuldmægtigede. Skibsbøgerne med dertil hørende kladder skal fremlægges under søforklaringen.

I tilfælde af sammenstød, jfr. § 301, nr. 5, skal søforklaring så vidt muligt afgives på samme tidspunkt for begge skibe. Industriministeren kan med henblik herpå tillade, at søforklaringen udsættes. Stk. 2. Pligten til at afgive søforklaring efter § 301 bortfalder i tilfælde af sammenstød med udenlandsk skib, jfr. herved § 222, for hvilket der ikke efter dets hjemlands lovgivning består tilsvarende pligt, medmindre industriministeren i det enkelte tilfælde giver påbud om, at søforklaring skal afgives. Industriministeren træffer bestemmelse om, hvilke fremmede landes skibe denne regel gælder, og hvilke undersøgelser der i stedet skal fortages.

Fremkommer der efter søforklaringens afgivelse nye oplysninger, som må antages at være af væsentlig betydning, kan industriministeren, rederen eller skibsføreren begære ny søforklaring afgivet.

Industriministeren kan meddele fritagelse for pligten til at afgive søforklaring i henhold til § 301 eller tillade, at søforklaringen udsættes, såfremt sagen er eller må antages at ville blive tilstrækkeligt oplyst gennem anden tilgængelig undersøgelse.

Er der hverken gennem søforklaringen eller andre i sagens anledning foretagne undersøgelser tilvejebragt fyldestgørende oplysning om ulykkens årsag, og ulykkens karakter eller hensynet til betryggelsen af sikkerheden til søs begrunder det, kan industriministeren i særlige tilfælde, navnlig når yderligere undersøgelser må antages at blive særlig omfattende og undersøgelserne vil kræve samvirken af sagkyndige på flere områder, nedsætte en særlig undersøgelseskommission til behandling af sagen. Kommissionen skal bestå af en dommer som formand og et af industriministeren i den enkelte sag nærmere fastsat antal personer, der er i besiddelse af fornøden nautisk og teknisk sagkundskab. Stk. 2. Kommissionens behandling af sagen sker efter de regler, der er gældende for ekstraordinære retter i straffesager, jfr. retsplejelovens § 21. Kommissionen afgør, om dens møder skal være offentlige. Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet, fremkommer kommissionen med en redegørelse om de fremkomne oplysninger om årsagen til ulykken samt eventuelt med forslag til foranstaltninger, der vil være egnede til at forebygge ulykke og ulykkesrisiko af samme eller lignende art. Kommissionens redegørelse og eventuelle forslag kan af industriministeren stilles til rådighed for pressen.

Har skibet på rejsen lidt en skade, som nødvendiggør betydeligere reparation eller længere ophold, skal skibsføreren lade afholde syn og skøn over, hvad der bør foretages for at udbedre skaden, hvad dette vil koste, samt over skibets værdi i beskadiget tilstand. Efter endt reparation skal det ved ny besigtigelse afgøres, om skibet er i en sådan tilstand, at det kan udføre den forestående rejse. Stk. 2. Har ladningen under rejsen lidt betydeligere skade, eller er der grund til at antage, at den er i sådan tilstand, at losning eller anden foranstaltning til dens bevaring er nødvendig, eller må losning ske for skibets skyld, skal skibsføreren lade afholde syn og skøn. Viser det sig, at lasten er beskadiget, skal syns- og skønsmændene udtale sig om de årsager, som kan antages at have foranlediget skaden, og hvad der i denne anledning bør foretages. Stk. 3. Syns- og skønsmændene beskikkes af den på hvert sted gældende lov eller sædvane. Hvor sådan beskikkelse ikki bruges, skal skibsføreren fremskaffe erklæringer fra sagkyndige.

Såfremt der kan opstå spørgsmål om, at skade er foranlediget af mangler ved stuvningen, garneringen, lugernes forskalkning el. lign., skal besigtigelsesmænd tilkaldes ved lugernes åbning og losningen. Er der grund til at befrygte, at gods har taget skade under rejsen, skal skibsføreren lade afholde besigtigelsesforretning, førend godset udleveres til modtageren. §§ 314-349. Udgået. Femtende kapitel 3) Om begrænsningsfonde (Ophævet). Sekstende kapitel 3) Om de særlige trækningsrettigheder (Ophævet). Syttende kapitel Om straf

Sørger skibsføreren ikki for at have et eksemplar af denne lov og af de i henhold dertil udstedte forskrifter om bord, straffes han med bøde. Det samme gælder, hvis skibsføreren ikke sørger for at have et eksemplar af de i henhold til § 60, stk. 2, 2. punktum, foreskrevne love og forskrifter om bord.

Forsømmer skibsføreren, en styrmand, maskinchefen, en maskinmester eller radiotelegrafisten at overholde sine forpligtelser med hensyn til skibs-, maskin- eller radiodagbogen, straffes han med bøde eller hæfte.

Vægrer skibsføreren sig ved i henhold til § 70 at tage søfarende, deres aske eller efterladenskaber med skibet, straffes han med bøde.

Undlader skibsføreren eller rederen at indgive anmeldelse om afgivelse af søforklaring, jfr. § 306, straffes han med bøde.

2) (Ophævet)

2) (Ophævet).

2) (Ophævet).

Hvad dette kapitel bestemmer vedrørende skibsføreren, gælder også den, der er trådt i skibsførerens sted.

I forskrifter, der udstedes i medfør af 12. kapitel, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne. Attende kapitel Om lovens område og ikrafttræden samt ældre lovbestemmelsers ophævelse

Med undtagelse af bestemmelserne i .... træder nærværende lov, hvori der ved kongelig anordning for Færøernes vedkommende kan gøres de lempelser, som ifølge de stedlige forhold måtte anses fornødne, i kraft den . Stk. 2. Loven gælder for Grønland med de afvigelser, der følger af den særlige grønlandske lovgivning.

(Indeholder ældre ophævelsesbestemmelser.) 1) Lovbekendtgørelsen er sett út gildi við anordning nr. 187 frá 8. februar 2017, har § 520 ljóðar soleiðis: “§ 520. Anordningen træder i kraft den 1. marts 2017, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af §§ 91-96 om arrest i skib og §§ 472-485 om søforklaring, fastsættes ved kongelig anordning. Stk. 3. Samtidig ophæves sølov nr. 56 af 1. april 1892, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985. Dog fastsættes tidspunktet for ophævelse af § 300 om skibsbøger og §§ 301-313 om søforklaring, ved kongelig anordning.” Red. §§ 300-313 eru settar úr gildi við anordning nr. 1122 frá 29. juni 2022. 2) Broytt við løgtingslóg nr. 165 frá 21. desember 2001. 3) Broytt við § 2 í anordning nr. 305 frá 7. mai 1997 um gildiskomu av pørtum av sjólógini fyri Føroyar.