Lov nr. 49 af 24. marts 1899 om Strandingslov for Færøerne, sum seinast broytt við løgtingslóg nr. 168 frá 16. desember 2021

Ved Strandinger udøves den Politiet tilkommende Myndighed af Sysselmanden, indtil Landfogden selv eller ved Fuldmægtig kommer til Stede.

Naar Skib er strandet eller i Begreb med at strande eller fra Land ses paa anden Maade at være stedt i Nød, hvorfra det ikke ved egen Hjælp kan redde sig, skal den, som bliver det var, hurtigst mulig derom underrette Sysselmanden, for saa vidt denne ikke selv er til stede, og har herfor Krav paa passende Godtgørelse, der fastsættes af Politiet. Saa snart Sysselmanden ved egen Iagttagelse eller efter Meddelelse har bragt i Erfaring, at et Skib er strandet eller udsat for at strande, skal han uopholdelig begive sig til Strandingstedet samt snarest mulig sende Melding derom til Landfogden. Denne har derefter, medmindre hans Tilstedekomst skønnes at være uden al Betydning eller at være forbundet med uforholdsmæssig Bekostning, uopholdelig enten selv eller ved Fuldmægtig at begive sig til Strandingstedet. Naar løst Gods, Vrag eller Vragstykker inddrive paa Forstranden, har Amtsmanden, saa snart han faar Kundskab derom, saafremt det inddrevne skønnes at have en Værdi af over 2 Kroner, at gøre Indberetning til Landfogden, hvorhos han bør drage Omsorg for, at Godset snarest mulig bringes i Sikkerhed. Landfogdens Tilstedekomst udfordres ikke, naar Værdien af det inddrevne Gods, der er Genstand for samlet Bjærgning, skønnes ikke at overstige 500 Kr.

Hvor det gælder at redde Menneskeliv, er enhver forpligtet til at yde den Bistand, som han kan yde uden Fare for Liv eller Helbred (almindelig borgerlig Straffelovs § 199), og til, mod Erstatning for den Skade, som derved sker, at afgive ethvert hertil tjenligt Redskab, samt til at tilstede fornøden Færdsel paa sin Grund. Til Skibbrudne kan Politiet forlange, at de omboende mod billig Betaling efter Evne skulle afgive fornødent Husly samt yde Loft og Pleje, indtil, for Udlændinges Vedkommende, deres Forsørgelse kan overtages af Konsulen, henholdsvis Statskassen, hvor denne ved international Overenskomst er pligtig dertil, eller, for i Danmark hjemmehørende Søfolks Vedkommende, Hjemsendelse kan ske efter Reglerne i Lov om Fattigvæsenet paa Færøerne af 10de April 1895 § 75. Til de i § 2, Stykke 1. og 2., omhandlede Meldinger er enhver pligtig mod Betaling at afgive de efter Politiets Skøn fornødne Befordringsmidler. Endelig er enhver pligtig til ved Bjærgning mod Erstatning for derved foraarsaget Skade at tilstede fornøden Udgang til og Benyttelse af fin Grund samt, for saa vidt det bjærgede Gods ikke uden Skade kan henligge under aaben Himmel, til dets Bevaring for Betaling at afgive Husrum, som han ikke selv benytter. Størrelsen af de i denne Paragraf omhandlede Erstatninger og Betalinger fastsættes efter Billighed af Landfogden, med Forbehold af Ret til at paaanke hans Afgørelse for Amtmanden. De afholdes, ligesom den i § 2 omhandlede Godtgørelse, forlods af Strandingsmassen; findes der ingen saadan, afholdes de af Statskassen.

Politiet antager den fornødne Bistand til de Bjærgninger, der ledes af samme. Hvis Omkostningerne herved ikke dækkes af Bjærgningsmassen, udredes det manglende af Statskassen. Politiet er derhos berettiget til at fordre, at Baade og Redskaber, som Ejeren ikke selv benytter, stilles til Raadighed ved Bjærgningen mod Erstatning, der fastsættes og udredes efter Reglerne i § 3, sidste Stykke. II.

Bistand maa ikke paanødes strandet Skib, og dette maa, saafremt levende Folk ses at være om Bord, bortset fra Tilfælde, hvor offentlige Myndigheder ere berettigede dertil, ikke bordes uden Tilladelse af den, som har Betalingen paa Skibet.

Indtil Politiet kan komme til Stede, skulle de tilstedeværende handle efter bedste Skøn og Evne for at yde Hjælp til de skibbrudne og ere, for saa vidt Bistand ikke afvises, berettigede til at iværksætte Bjærgning af Gods, hvorved dog stedste maa bruges en saadan Fremgangsmaade, at den ikke bliver Politiet, naar det indfinder sig, til Hinder i at undersøge Sagen og forvisse sig om, at intet er blevet forvansket.

Naar Skibets Fører eller den, der har Befalingen om Bord, modtager det offentliges Bistand, der snarest mulig skal tilbydes, samt naar Indstranding sker af Skib eller Gods, der ikke ledsages af nogen, som er bemyndiget til at træde i Ejerens Sted enten efter sin Stilling paa Skibet eller ifølge Befuldmægtigelse, har Politiet Ledelsen af Bjærgningen af strandet Skib og Gods. Dog har Politiet at raadføre sig med dem, der efter deres Stilling om Bord eller ifølge Befuldmægtigelse repræsentere Ejerne af Skib og Gods, eller, hvor saadanne ikke findes, med Konsulen eller Vicekonsulen for den Stat, hvor Skibet er hjemmehørende, saafremt han er til Stede. I Tilfælde af Meningsulighed mellem foranførte Personer og Politiet afgør Landfogden foreløbig Sagen, som derpaa forelægges Amtmanden. Politiet skal, naar Skibets Nationalitet kendes snarest mulig underrette nærmeste Konsul eller Vicekonsul om Strandingen. Skipperen eller den, der godtgør at have fornøden Befuldmægtigelse fra Ejeren, kan til enhver Tid give Afkald paa det offentliges Bistand og selv overtage den videre Ledelse af Bjærgningen mod at stille den efter Politiets Skøn fornødne Sikkerhed for de paaløbne Omkostninger og den allerede fortjente Bjærgeløn.

De nærmere Regler for Politiets Ledelse af Bjærgningsforetagender, for saa vidt de ikke indeholdes i de efterfølgende Paragraffer af denne Lov, fastsættes ved Anordning, hvori ogsaa kan gives Politiet Paalæg om Underretning til andre Personer end de i § 7 nævnte.

Hvor Bjærgning sker af Skib eller Gods, og ingen er eller kan ventes snart at komme til Stede, som efter sin Stilling paa Skibet eller ifølge Befuldmægtigelse repræsenterer Skibets eller Godsets ejere, skal der, naar Underretning ikke kan tilstilles Fjerne efter de foreliggende Oplysninger, og for saa vidt Godsets Værdi efter Fradrag af Omkostninger og passende Bjærgeløn skønnes at overstige 50 Kr., snarest mulig af Politiet udfærdiges en Bekendtgørelse, hvorved Ejerne indkaldes til inden 1 Aar at melde sig og godtgøre deres Ret. Denne Bekendtgørelse, der saa vidt mulig skal indeholde nøjagtig Angivelse af de strandede eller bjærgede Genstande og deres Mærker, skal, naar Ejerens Part af det bjærgede Gods antages at overstige 200 Kr., indtrykkes 3 Gange i de til Optagelse af Proklamata bestemte Tidender, men ellers kun 1 Gang, hvorhos Landfogden, naar han finder, at der er Anledning dertil, tillige kan lade Bekendtgørelsen indtrykke i en anden Avis.

Salg af det i § 9 omhandlede Gods maa kun ske ved Auktion med Billigelse af Amtmanden, der ogsaa har at godkende Auktionsbetingelserne. For saa vidt Godsets Beskaffenhed tilsteder det, og dets Opbevaring ikke vil medføre uforholdsmæssige Omkostninger, maa Salg ikke ske, før der er levnet Ejeren passende Tid til at melde sig og selv tage Bestemmelse. Inddrevet løst Gods, Vrag eller Vragstykker, som skønnes at have en Værdi af ikke over 2 Kr. (§ 2, 3. Stk.), bortsælges ved Auktion af Sysselmanden paa hans aarlige Omrejser.

Melder Ejeren sig og godtgør sin Berettigelse som saadan, faar han udleveret det bjærgede eller, hvis det er solgt, Auktionsudbyttet med Fradrag af Omkostninger og af Bjærgeløn, for saa vidt dennes Størrelse er fastsat enten ved Overenskomst eller af Retten; er dette ikke Tilfældet, sker Udleveringen kun mod en af Politiet fastsat Sikkerhedsstillelse for Bjærgelønnen. Spørgsmaalet om, hvorvidt den, der optræder med Paastand paa Godsets Udlevering, er tilstrækkelig legitimeret, afgøres af Amtmanden. Er fuldt Bevis for Ejerens Paastand ikke tilvejebragt, men dog overvejende Sandsynlighed for Berettigelsen af hans Krav, kan Justitsministeriet efter Forhandling med Finansministeriet, naar den i Bekendtgørelsen fastsatte Frist er udløben, samtykke i, at Godset udleveres med Fradrag af Omkostninger og Bjærgeløn overensstemmende med Amtmandens Opgørelse (§ 12). Saadant Samtykke kan endog før Bekendtgørelsesfristens Udløb indrømmes mod behørig Sikkerhedstillelse for Tilbagelevering i Tilfælde af, at bedre berettiget Krav maatte fremkomme. Underkendes den formentlige Ejers Krav ikke, kan Spørgsmaalet indbringes for Domstolene ved Søgsmaal mod Finansministeren.

Melder Ejeren sig ikke, inden Udløbet af den i Bekendtgørelsen satte Frist, tilfalder det bjærgede efter Fradrag af Omkostninger og Bjærgeløn Statskassen. Bjærgerne have Valget mellem som Bjærgeløn at faa udbetalt en Tredjedel af det ved Godsets Salg indkomne Beløb med Fradrag af de Omkostninger, der ikke paahvile dem som en Del af selve Bjærgningsarbejdet, og at faa Bjærgelønnen fastsat efter Reglerne i Sølovens Kap. 9, i hvilket sidste Fald Amtmanden bliver at stævne paa det offentliges Vegne. Salget af Godset sker efter Reglerne i § 10, dog at det, saafremt Bjærgerne vælge i Bjærgeløn at faa udbetalt en Tredjedel, staar dem aabent at forlange, at deres Part udlægges dem in natura efter Taksation af uvillige af Retten paa deres Bekostning udmeldte Mænd, for saa vidt Landfogden finder, at en hertil sigtende Deling af det bjærgede Gods lader sig iværksætte, uden at dette derved taber i Værdi. Omkostningernes Fordeling mellem Bjærgerne og det offentlige afgøres af Amtmanden. Kunne Bjærgerne ikke enes om Bjærgelønnens Fordeling, forholdes efter Sølovens § 228.

Bjærges forulykket Skib eller Gods i aaben Sø, uden at der medfølger nogen, som lovlig repræsenterer Ejeren, skal Bjærgeren, saa snart han har bragt det bjærgede i Land eller i Havn paa Færøerne, straks gøre Anmeldelse derom til Politiet og overgive Godset til dette, hvorefter der forholdes overensstemmende med de ovenfor i dette Afsnit foreskrevne Regler, saaledes at det bjærgede med Fradrag af Omkostninger og Bjærgeløn, hvis ingen Ejer efter behørig Indkaldelse melder sig, tilfalder Statskassen.

Enkeltvis i Søen eller paa Forstranden bjærgede Stykker Vraggods, hvis Værdi efter Landfogdens Skøn ikke overstiger 10 Kroner, kan han overlade Bjærgeren. Er det bjærgede af større Værdi, har Finansministeriet som hidtil Ret til at overlade Bjærgerne det, naar Omstændighederne findes at tale derfor. III.

Landfogden tilkommer der for Møde i Strandingstilfælde over 1/4 Mil fra hans Bolig foruden fri Befordring mellem Strandingstedet og Boligen i Dagpenge for det første Døgn, han maa være fraværende fra sit Hjem, eller Dele deraf 8 Kr., og derefter for hver 12 Timer eller derunder 4 Kr. Det samme gælder Sysselmændene, hvor disse optræde i Stedet for Landfogden, dog at Dagpengene nedsættes til det halve. De paagældende Beløb afholdes, for saa vidt der foreligger en Strandingsmasse, af denne, og ellers af Statskassen.

Sker Bjærgningen ikke under Politiets Ledelse, er den, som forestaar Bjærgningen, ansvarlig for de Omkostninger, der i Medfør af denne Lovs §§ 3, 4 og 15 skulle afholdes af Strandingsmassen.

Justitsministeriet er berettiget til ved en Tarif at fastsætte Bjærgelønnen for bortdrevne Sømærker, tilhørende den danske eller fremmed Stat.

Med Hensyn til Optagelse af Skibe og andre Genstande, som findes nedsunkne paa Havets Bund, samt Opfiskning af Ankere m.m., har det sit Forblivende ved de hidtil gældende Regler.

1) 2) Den, som i Strid med denne Lovs Bestemmelser egenmægtig foretager Bjærgning af strandet Gods, straffes, for saa vidt højere Straf ikke er forskyldt efter den almindelige Lovgivning, med fængsel indtil 6 maaneder eller under formildende Omstændigheder med Bøder. For andre Overtrædelser af denne Lovs Bestemmelser anses den skyldige, for saa vidt højere Straf ikke er forskyldt efter den almindelige Lovgivning, med Bøder. Den, som ved Bjærgning, der sker under Politiets Ledelse, viser sig forsømmelig eller opsætlig, kan bortvises fra Bjærgningen med Berøvelse af sin Andel i Bjærgelønnen, og uvedkommende, som, efter at være bortviste af Politiet, findes paa Strandingstedet, straffes med Bøder. 3) (Strikað).

Denne Lov træder i Kraft den 1ste Oktober 1899. 1) Broytt við lov nr. 127 frá 15. apríl 1930. 2) Broytt við løgtingslóg nr. 168 frá 16. desember 2021. 3) Broytt við løgtingslóg nr. 91 frá 7. juni 2020, har § 79 ljóðar soleiðis: “Henda løgtingslóg kemur í gildi 1. januar 2021.”