Bekendtgørelse nr. 491 af 12. september 1978 om ophold i varetægtsfængsel, sum seinast broytt við bekendtgørelse nr. 2025 frá 16. desember 2020

En varetægtsarrestant er alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af varetægtsfængslingens øjemed eller opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet. Stk. 2. Kriminalforsorgen skal yde bistand til at begrænse de erhvervsmæssige, sociale og personlige ulemper, som følger af varetægten. Herudover bør der tilbydes bistand til løsning af andre tilsvarende problemer.

Varetægtsarrestanter anbringes i varetægtsfængsel (arresthus) så vidt muligt på det sted, hvor straffesagen behandles. Stk. 2. Anbringelse i et andet varetægtsfængsel (arresthus) end dér, hvor straffesagen behandles, kan ske efter politiets begæring, eller hvor ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det påkrævet. Stk. 3. Anbringelse uden for varetægtsfængsel (arresthus) kan ske af helbredsmæssige grunde eller i medfør af retsplejelovens § 777. Stk. 4. Nærmere regler om varetægtsarrestanters anbringelse fastsættes af direktoratet for kriminalforsorgen. Almindelige regler for opholdet.

Varetægtsarrestanter skal så vidt muligt have adgang til fællesskab. Stk. 2. Retten kan på begæring af politiet bestemme, at en varetægtsarrestant af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed skal holdes helt eller delvis isoleret. Stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens leder bestemme, at varetægtsarrestanten midlertidigt skal have ophold i enrum. Direktoratet fastsætter regler om adgangen til anbringelse i enrum.

Varetægtsarrestanter kan have deres børn hos sig under varetægtsfængslingen, indtil barnet er fyldt 1 år, hvis det må anses for stemmende med barnets tarv. Institutionens leder kan give tilladelse til, at barnet forbliver hos arrestanten ud over dette tidspunkt.

Ved indsættelsen skal varetægtsarrestanten orienteres om forholdene i institutionen og vejledes om reglerne for opholdet.

Varetægtsarrestanten gøres bekendt med, hvilket inventar og andet udstyr, der hører til hans opholdsrum. Stk. 2. Direktoratet fastsætter nærmere regler om udstyr m.v. af varetægtsarrestantens opholdsrum og om, hvilken beklædning, linned, toiletartikler m.v., der skal udleveres. Stk. 3. I det omfang, det er foreneligt med ordens- og sikkerhedshensyn, har varetægtsarrestanter adgang til at benytte eget tøj og linned samt til at skaffe sig genstande til personligt brug og udstyr af eget opholdsrum. Nærmere regler herom kan fastsættes af direktoratet.

Direktoratet fastsætter regler om kostforplejningen. Stk. 2. I det omfang, det er foreneligt med ordens- og sikkerhedshensyn, har varetægtsarrestanter adgang til selv at skaffe sig levnedsmidler. Nærmere regler herom fastsættes af direktoratet.

Institutionen sørger for, at varetægtsarrestanter undergives lægeundersøgelse, vaccination og andre forebyggende foranstaltninger, som af sundhedsmæssige hensyn findes påkrævet. Stk. 2. Varetægtsarrestanter behandles af institutionens læge. De skal i nødvendigt omfang undergives speciallægebehandling. Såfremt det af lægelige grunde findes tilrådeligt, indlægges de på hospital eller overføres til anden institution under kriminalforsorgen med sygeafdeling. Såfremt politiet ikke af hensyn til efterforskningen modsætter sig det, har arrestanten tillige adgang til at tilkalde sin egen læge. Stk. 3. Varetægtsarrestanter skal følge lægens anvisninger, herunder lade udtage blodprøve og lignende i den udstrækning, det findes påkrævet for at gennemføre en behandling eller en almindelig sundhedskontrol. Stk. 4. I tilfælde af alvorlig sygdom skal varetægtsarrestantens pårørende så vidt muligt underrettes. Stk. 5. Direktoratet fastsætter regler om varetægtsarrestanters adgang til lægeundersøgelse m.v., tandeftersyn og tandbehandling.

Institutionens leder fastsætter almindelige regler om hygiejniske forhold, således at der opretholdes en forsvarlig hygiejnisk standard.

Varetægtsarrestanter kan tilkalde deres præst, menighedsforstander eller andre repræsentanter for anerkendte trossamfund, medmindre politiet af hensyn til efterforskningen modsætter sig sådanne besøg. Stk. 2. Såfremt varetægtsarrestanter ikke af hensyn til efterforskningen eller af ordens- og sikkerhedshensyn er anbragt i enrum, skal de endvidere have adgang til at deltage i gudstjenester, når sådanne afholdes i institutionen.

1) Varetægtsarrestanter, som har været isoleret efter rettens bestemmelse i mere end 14 dage, skal under fortsat isolation tilbydes regelmæssige og længerevarende samtaler med fx præst, læge eller psykolog. Varetægtsarrestanters beskæftigelse.

Varetægtsarrestanter skal tilbydes arbejde eller uddannelse. De har adgang til selv at skaffe sig beskæftigelse, som på rimelig måde kan foregå i institutionen. Stk. 2. Såfremt varetægtsfængslingen må påregnes at blive af længere varighed, bør det i særlig grad tilstræbes, at der tilbydes beskæftigelse, som er egnet til at afbøde manglende skolemæssige kundskaber eller mangel på erhvervsmæssig eller anden uddannelse.

1) Varetægtsarrestanter, som har været isoleret efter rettens bestemmelse i mere end 14 dage, skal under fortsat isolation tilbydes særlig adgang til eneundervisning og arbejde, herunder anden godkendt aktivitet, som kan medvirke til at mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med isolation.

Såfremt varetægtsarrestanten er beskæftiget ved institutionens foranstaltning, skal den tid, som anvendes hertil, holdes inden for de til enhver tid gældende arbejdstidsnormer på arbejdsmarkedet, herunder eventuelle normer for overarbejde. Stk. 2. Arbejdstiden for varetægtsarrestanter, der er beskæftiget med arbejde, som er nødvendigt for institutionens drift, kan dog henlægges til andre tidsrum, end hvad der i øvrigt gælder for beskæftigelsen i institutionen. Stk. 3. Varetægtsarrestanter, hvis trossamfund forbyder dem at være beskæftiget på visse dage, skal tilbydes beskæftigelse under hensyn hertil.

Direktoratet fastsætter nærmere regler for varetægtsarrestanters beskæftigelse, herunder regler om størrelsen af arbejdspenge samt udbetaling og størrelse af dagpenge. Erstatningsansvar.

Det kan pålægges varetægtsarrestanten at betale erstatning for skadevoldelse, som han efter almindelige erstatningsregler er ansvarlig for, herunder såvel skade på person som beskadigelser af institutionens bygninger, maskiner, inventar, bøger, arbejds- og undervisningsmaterialer og andre genstande, der tilhører institutionen. Stk. 2. Erstatningsbeløbet kan indeholdes i overensstemmelse med reglerne i § 35, stk. 3. Stk. 3. § 37 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. I forbindelse med indeholdelsen skal varetægtsarrestanten oplyses om sin ret til at forlange, at erstatningsspørgsmålet indbringes for domstolene. Fritiden.

Varetægtsarrestanter skal i fritiden have passende muligheder for at holde sig orienteret, fx ved avislæsning eller radio- og fjernsynsudsendelser. Der skal være adgang til lån af bøger og tidsskrifter og så vidt muligt være tilbud om fritidsundervisning og forskellige former for sportsudøvelse. Stk. 2. Institutionens leder fastsætter regler om, hvilke tidsrum varetægtsarrestanterne dagligt kan anvende til fælles fritidsaktiviteter.

Varetægtsarrestanter skal i almindelighed have adgang til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft. På søn- og helligdage og andre fridage skal der så vidt muligt være adgang til yderligere ophold i fri luft. Varetægtsarrestanters almindelige rettigheder og pligter.

Varetægtsarrestanter, der har adgang til fællesskab, skal gennem valgte repræsentanter eller på anden måde have mulighed for at udtale sig om og øve indflydelse på generelle spørgsmål, der angår deres tilværelse i institutionen. Nærmere regler herom fastsættes af direktoratet.

Varetægtsarrestanter har adgang til at udøve deres almindelige borgerlige rettigheder i det omfang, frihedsberøvelsen ikke i sig selv afskærer dem herfra. Stk. 2. De er i institutionen undergivet straffelovgivningens regler og skal overholde alle bestemmelser, som omfattes heraf. Stk. 3. De skal overholde de bestemmelser, som institutionens leder har fastsat af ordens- og sikkerhedshensyn. Stk. 4. De skal i forhold til personalets og andre indsatte anvende en almindelig god omgangstone og følge personalets anvisninger.

Der skal tilvejebringes sådanne oplysninger, som er af væsentlig betydning for varetægtsarrestantens ophold i institutionen. Stk. 2. Der kan ikke uden varetægtsarrestantens samtykke – rettes henvendelse til pårørende eller andre personer uden for kriminalforsorgen, – indhentes oplysninger fra andre offentlige myndigheder end politiet og retsvæsenet med det formål at opnå kendskab til varetægtsarrestantens private forhold.

Varetægtsarrestanter har ret til at modtage og afsende breve. Stk. 2. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed i institutionen. Tilbageholdes et brev, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen straks underrettes, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Stk. 3. 1) Efter retsplejelovens § 804, stk. 2, har en varetægtsarrestant ret til ukontrolleret brevveksling med retten, forsvareren, justitsministeren, lagmanden, Lagtingets Ombudsmand, direktøren for kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand. Stk. 4. 1) Udover de i stk. 3 nævnte tilfælde har en varetægtsarrestant ret til ukontrolleret brevveksling med domstolene, Procesbevillingsnævnet, anklagemyndigheden og politiet, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Den Europæiske Torturkomité, FN᾽s Menneskerettighedsråd, FN᾽s Torturkomité og direktøren for det kriminalforsorgsområde, hvor den pågældende er anbragt. Stk. 5. 1) Udover de i stk. 3 og 4 nævnte myndigheder m.v. har en varetægtsarrestant ret til ukontrolleret brevveksling med andre offentlige myndigheder samt medlemmer af Folketinget og Lagtinget. Stk. 6. 1) En udenlandsk varetægtsarrestant har tillige ret til ukontrolleret brevveksling med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter, medmindre politiet af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætter sig det på grund af ganske særlige omstændigheder. Hvis politiet har fastsat brevkontrol efter retsplejelovens § 804, stk. 1, sendes brevene gennem politiet. Stk. 7. 1) Direktoratet fastsætter nærmere regler om varetægtsarrestanters brevveksling.

1) Breve til de myndigheder m.v., som er nævnt i § 20, stk. 3 og 4, må ikke åbnes. Stk. 2. Breve fra de i stk. 1 nævnte myndigheder m.v. må ikke åbnes, hvis det må anses for sikkert, at brevet hidrører fra den angivne afsender. Eventuel åbning skal ske i varetægtsarrestantens påsyn.

1) Breve til de myndigheder m.v., der er nævnt i § 20, stk. 5 og 6, afleveres til personalet i åben stand og lukkes i varetægtsarrestantens påsyn efter kontrol af konvoluttens indhold. Stk. 2. Breve fra de i stk. 1 nævnte myndigheder m.v. må ikke åbnes, hvis det må anses for sikkert, at brevet hidrører fra den angivne afsender. Eventuel åbning skal ske i varetægtsarrestantens påsyn.

1) Breve til en offentlig myndighed eller en enkeltperson, som varetægtsarrestanten efter § 20 har ret til at brevveksle ukontrolleret med, skal være adresseret til den pågældende myndighed eller enkeltperson. Breve til offentlige myndigheder skal adresseres til vedkommende offentlige institution og ikke til en dér ansat person.

1) Hvis der er begrundet tvivl om, hvorvidt et tilsendt brev hidrører fra en offentlig myndighed m.v., som er omfattet af § 20, kan kriminalforsorgen rette henvendelse til vedkommende myndighed m.v. med henblik på at klarlægge, om brevet hidrører fra denne, eller tilbagesende brevet til den angivne afsender for at få bekræftet, at brevet hidrører fra denne. Stk. 2. Breve, som udveksles mellem en varetægtsarrestant og offentlige myndigheder m.v., som varetægtsarrestanten efter § 20 har ret til ukontrolleret brevveksling med, må ikke gennemlæses eller tilbageholdes, men kan gennemlyses af kriminalforsorgen med henblik på at hindre indsmugling.

1) Kriminalforsorgen udleverer brevpapir og konvolutter samt afholder portoudgiften for breve til de i § 20 nævnte myndigheder m.v.

Varetægtsarrestanter kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed i institutionen tillader det. Stk. 2. Politiet kan af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed modsætte sig, at varetægtsarrestanten modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten underrettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse. Varetægtsarrestanten har altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer. Stk. 3. Med den i stk. 2 nævnte begrænsning skal der gives varetægtsarrestanten mulighed for straks efter indsættelsen at underrette sine nærmeste pårørende og så vidt muligt også modtage deres besøg. Stk. 4.2) Det kan gøres til et vilkår for besøg, at den besøgende lader sin yderbeklædning undersøge. Stk. 5. 2) Nærmere regler om besøg fastsættes af direktoratet.

Politiet kan bestemme, at der af hensyn til varetægtsfængslingens øjemed skal foretages andre begrænsninger i en varetægtsarrestants rettigheder. Varetægtsarrestanten kan forlange spørgsmålet om opretholdelsen af sådanne begrænsninger forelagt retten til afgørelse.

Varetægtsarrestanter kan nægte at modtage besøg af personer, der ikke kommer som led i udøvelsen af offentligt hverv. De må ikke mod deres ønske medvirke ved gennemførelse af besøg i institutionen, ved radio- og fjernsynsudsendelser eller lignende. De kan forlange sig fritaget for at være til stede i lokaliteter, der beses eller inddrages under sådanne arrangementer. Besøgende kan ikke uden varetægtsarrestantens tilladelse få adgang til hans opholdsrum. Stk. 2. Direktoratet fastsætter nærmere regler om offentlighedens adgang til varetægtsfængsler (arresthuse).

Når særlige omstændigheder taler derfor, kan institutionens leder med politiets samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum. Nærmere regler om udgang fastsættes af direktoratet.

Institutionens personale skal ved en personlig samtale snarest efter indsættelsen give varetægtsarrestanten mulighed for at redegøre for eventuelle problemer af erhvervsmæssig, boligmæssig, økonomisk, familiemæssig og anden personlig karakter. Stk. 2. Foreligger der problemer, til hvis løsning personalet ikke selv kan yde bistand, sættes varetægtsarrestanten i forbindelse med socialforvaltningen eller andre offentlige myndigheder.

1) Varetægtsarrestanter, som er isoleret efter rettens bestemmelse, skal vejledes udførligt om de særlige rettigheder og tilbud, der tilkommer dem som isolerede. Med henblik på at mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med isolation, påhviler det personalet løbende at være særligt opmærksom på, om isolerede varetægtsarrestanter har behov for øget personalekontakt, tilsyn af læge, herunder en psykiater, udvidet adgang til besøg mv. Særligt i forhold til arrestanter, som undergives længerevarende isolation, påhviler det personalet at være opmærksom på, at dette behov øges i takt med varigheden af isolationen. Stk. 2. Varetægtsarrestanter under 18 år, som efter rettens bestemmelse har været isolerede i et sammenhængende tidsrum af mere end 4 ugers varighed, og varetægtsarrestanter på 18 år eller derover, som efter rettens bestemmelse har været isolerede i et sammenhængende tidsrum af mere end 6 måneders varighed, skal ud over de aktiviteter, som følger af stk. 5 og §§ 10 a og 11 a, tilbydes yderligere mindst 3 timers daglig aktivering med personkontakt. Stk. 3. Kriminalforsorgen skal 1 gang ugentligt i samarbejde med varetægtsarrestanten udfærdige en plan for vedkommendes aktivering i medfør af stk. 2. Stk. 4. Varetægtsarrestanter, som er isolerede efter rettens bestemmelse, skal have tv stillet gratis til rådighed. Stk. 5. Varetægtsarrestanter, som er isolerede efter rettens bestemmelse, bør have tilladelse til besøg mindst en gang ugentligt. Besøgstiden må ikke være kortere end 1 time. Længerevarende besøg skal tillades i det omfang, forholdene tillader det. Sagsbehandling, klagevejledning m.v.

Hverken institutionens personale eller andre personer må benyttes til at udforske varetægtsarrestanten.

Væsentlige spørgsmål vedrørende varetægtsarrestantens forhold, herunder beskæftigelse, overførelse til en anden institution, udgang samt bistand til begrænsning af de erhversmæssige, sociale og personlige ulemper, der følger af varetægten, skal så vidt muligt behandles af et råd, bestående af funktionærer med tilknytning til institutionen. Stk. 2. Institutionens leder fastsætter de nærmere regler om arbejds- og sagsfordeling og om rådets virksomhed. Rådet består fortrinsvis af funktionærer, som har særligt kendskab til den, hvis forhold skal drøftes. I drøftelserne kan endvidere deltage lederne af de enkelte personalegrupper og læger, psykologer, præster m.fl. enten som faste mødedeltagere, eller således at de kan tilkaldes i det omfang, det skønnes af betydning. Stk. 3. Rådet afgiver indstilling til institutionens leder. Indstillingen skal være udførligt begrundet og gengive eventuelle divergerende synspunkter. Stk. 4. Institutionens leder træffer afgørelse eller afgiver indstilling til direktoratet på grundlag af indstillingerne fra rådet.

Varetægtsarrestanter, hvis forhold behandles i rådet, skal have adgang til at komme til stede og redegøre for deres synspunkter.

1) Varetægtsarrestanter skal snarest muligt gøres bekendt med de afgørelser, der træffes vedrørende deres forhold, og om begrundelsen for afgørelsen. Stk. 2. 1) Afgørelser, der er truffet i medfør af denne bekendtgørelse eller regler udstedt i medfør heraf, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Varetægtsarrestanter skal have adgang til at få institutionens leder eller hans stedfortræder samt andre ledende funktionærer i tale. Anmodning om samtaler skal imødekommes snarest muligt. Stk. 2. De skal have adgang til samtale med direktøren for kriminalforsorgen samt med de i retsplejelovens § 779 nævnte tilsynsførende, når disse er til stede i institutionen.

Varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd indgives til vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller til direktoratet. Har klageren ikke fået medhold, eller er der ikke truffet afgørelse inden 2 uger efter indgivelsen, kan klagen indbringes for retten på det sted, hvor arresthuset (varetægtsfængslet) er beliggende. Stk. 2. Retten kan afvise at iværksætte en undersøgelse, hvis klagen findes åbenbar grundløs, hvis den angår forhold af uvæsentlig betydning, eller hvis den indgives mere end 4 uger efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Stk. 3. Når undersøgelsen er afsluttet, afgiver retten en redegørelse herfor, som sendes til klageren, til den, klagen angår, og til fængselsinspektøren (arrestinspektøren) samt til direktoratet. Visitation, anvendelse af sikringsmidler m.v.

Varetægtsarrestanter kan undergives visitation, foretaget af institutionens funktionærer. Ved visitation forstås en nøje undersøgelse af, hvilke effekter den pågældende har i sin besiddelse i opholdsrummet eller på sin person. Visitation kan foretages i det omfang, det er nødvendigt af sikkerhedshensyn og til kontrol med, at ordensbestemmelser og andre regler overholdes. Stk. 2. Visitation sker efter regler, der fastsættes af direktoratet.

Såfremt det er nødvendigt for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, kan varetægtsarrestanten hensættes i særlig sikringscelle, der er godkendt hertil af direktoratet. Hensættelse i sikringscelle må kun anvendes, når forholdene gør det absolut påkrævet, og når andre lempeligere midler, herunder udelukkelse fra fællesskab, har været forsøgt eller åbenbart vil være utilstrækkelige. Stk. 2. Direktoratet fastsætter nærmere regler om anvendelse af sikringsmidler.

Magtanvendelse over for varetægtsarrestanter må kun finde sted, når det er absolut nødvendigt – for at afværge truende vold, betvinge voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, – for at hindre undvigelse eller standse undvegne i tilfælde, hvor der er grund til at tro, at dette ikke kan gennemføres på anden måde, – for at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, hvis øjeblikkelige gennemførelse er nødvendig, i tilfælde, hvor varetægtsarrestanten afviser eller forsætligt undlader at følge personalets anvisninger. Stk. 2. De nærmere regler om magtanvendelse fastsættes af direktoratet. Disciplinærstraf m.v.

Der kan ikendes varetægtsarrestanten disciplinærstraf i form af strafcelle eller bøde – for overtrædelse af § 18, stk. 2 og 4, og de regler, som direktoratet har fastsat i henhold til § 6, stk. 3, § 7, stk. 2, § 20, stk. 4, § 21, stk. 4, og § 24, – for overtrædelse af ordensbestemmelser m.v., som institutionens leder har fastsat, jfr. § 18, stk. 3, og andre regler, som institutionens leder har udfærdiget i henhold til bestemmelser, fastsat af direktoratet, og – i tilfælde, hvor varetægtsarrestanten søger at unddrage sig den fortsatte varetægtsfængsling. Stk. 2. Varigheden af strafcelle fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 2 uger. Stk. 3. Bødebeløbet indeholdes i de arbejdspenge der tilkommer arrestanten under ophold i varetægtsfængsel eller udståelse af en eventuel påfølgende frihedsstraf. Indeholdelse kan også foretages i løsladelsesbeløbet. Stk. 4. De i stk. 1 nævnte disciplinærstraffe kan anvendes i forening.

Den disciplinære myndighed er hos institutionens leder eller den, han bemyndiger til på sit ansvar at udøve den. Stk. 2. Institutionslederens disciplinære myndighed ophører, når varetægtsarrestanten løslades. Stk. 3. Overføres varetægtsarrestanten til fortsat varetægtsfængsling i andet arresthus eller i anstalt, overgår disciplinærmyndigheden hertil.

Til brug for disciplinærsagens afgørelse skal der foreligge fyldestgørende indberetninger om de formodede overtrædelser og foretages de nødvendige undersøgelser i sagen, herunder eventuelle afhøringer. Varetægtsarrestanten skal have lejlighed til at udtale sig. Stk. 2. Om disciplinærsagers gennemførelse og afgørelse gøres notat i en særlig protokol. Stk. 3. Direktoratet fastsætter nærmere regler om gennemførelsen af disciplinær forfølgning, herunder om varetægtsarrestantens rettigheder.

Hvis det efter sagens omstændigheder ikke er påkrævet, at en ikendt disciplinærstraf umiddelbart fuldbyrdes, kan det bestemmes, at fuldbyrdelsen af straffen eller en del af denne udsættes, således at et nærmere bestemt tidsrum, dog højst den resterende del af varetægtstiden, fastsættes som prøvetid. Stk. 2. Når omstændighederne taler derfor, kan der i stedet for ikendelse af disciplinærstraf tildeles en advarsel. Stk. 3. Direktoratet fastsætter regler om anvendelse og fuldbyrdelse af disciplinærstraffe.

Foretages der til opretholdelse af orden og sikkerhed i varetægtsfængslet væsentlige indgreb i varetægtsarrestantens rettigheder, skal det med de fornødne lempelser ske under iagttagelse af reglerne i § 37.

I det omfang, der ikke særskilt er fastsat regler i henhold til § 3, stk. 3, § 6, stk. 2 og 3, § 7, § 8, stk. 5, § 13, § 17, § 20, stk. 4, § 21, stk. 4, § 23, stk. 2, § 24, § 32, stk. 2, § 33, stk. 2, § 34, stk. 2, § 37, stk. 3, og § 38, stk. 3, gælder med de fornødne lempelser de tilsvarende regler, som direktoratet og institutionens leder har fastsat i henhold til justitsministeriets bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf, tillige for varetægtsarrestanter.

1) Kriminalforsorgen kan træffe bestemmelse om konfiskation hos en varetægtsarrestant, når genstande og penge er ulovligt indført, erhvervet eller tilvirket i institutionen. Det samme gælder for genstande og penge, der i øvrigt er medtaget, besiddet eller rådet over i strid med regler eller anvisninger for ophold i institutionen. 1. og 2. pkt. finder dog ikke anvendelse på genstande og penge, der tilhører nogen, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold. Stk. 2. Kriminalforsorgen kan endvidere træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge søges indsmuglet til varetægtsarrestanter. Det gælder dog ikke, hvis de tilhører tredjemand, der ikke er ansvarlig for det ulovlige forhold. Det gælder heller ikke, hvis de tilhører varetægtsarrestanten og varetægtsarrestanten godtgør ikke at have haft kendskab til det ulovlige forhold. Stk. 3. Kriminalforsorgen kan desuden træffe bestemmelse om konfiskation, når genstande og penge som nævnt i stk. 1 findes på institutionens område, hvis det ikke kan fastslås, hvem de tilhører. Stk. 4. I sager om konfiskation finder reglerne i § 37 i bekendtgørelse af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf tilsvarende anvendelse.

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder med de fornødne lempelser tillige anvendelse på personer, der er anholdt, eller som i øvrigt er anbragt i varetægtsfængsel (arresthus), uden at dette er sket til udståelse af straf eller afsoning af tvangsbøde eller underholdsbidrag.

Varetægtsarrestanter, der i medfør af retsplejelovens § 777 anbringes i en anstalt for personer, der udstår frihedsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v., jfr. straffelovens §§ 68 og 69, er ikke undergivet bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Stk. 2. Varetægtsarrestanter, der i øvrigt opholder sig uden for kriminalforsorgens institutioner, uden at dette sker i medfør af kriminalforsorgens beslutning, er ikke undergivet bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Varetægtsarrestanter skal have adgang til at få udleveret et eksemplar af denne bekendtgørelse og de regler, der er udfærdiget i tilslutning hertil. Stk. 2. Tilsvarende gælder de af Europarådet fastsatte standard minimum regler om behandlingen af indsatte.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1978. Stk. 2. Samtidig ophæves anordning nr. 349 af 24. december 1932 angående behandling af varetægtsfanger med senere ændringer. 1) Broytt við bekendtgørelse nr. 2025 frá 16. desember 2020. 2) Broytt við bekendtgørelse nr. 615 frá 12. desember 1980.